11. Billedkunstens spillebrikker
I spil har brikkernes form og materiale sjældent større betydning. Spillekort kan fremstilles på mange måder, og skakbrikker kan være store eller små, udformes i glas, keramik, træ, metal eller plast, tegnede symboler eller noget, der blot eksisterer i en computers hukommelse.
Det er betydningen af brikkerne og de instruktioner, der knytter sig til dem, fx. skakbrikkernes måde at bevæge sig på, der muliggør spillet. Spil er begrebsmæssige.
I billedkunstens betydningsspil er det kunstnerens opgave at få sine materialer til at gøre de begreber, der skal bruges i spillet, forståelige for tilskueren. Det kræver håndværksmæssig dygtighed, fornemmelse for betydning og overblik over opgaven, hvis denne skal løses. Det er ikke en sag for amatører!
Nedenfor er angivet en række muligheder og problemer, der indgår i billedkunstnerens overvejelser.
Basale kropslige begreber
Der findes betydning, som er fælles for mennesker til alle tider. Vi oplever sten som tunge, kantede former besværlige og uhåndterlige, bløde former som venlige og imødekommende. Vi er genetisk kodet til at opleve dem sådan, eller også oplever vi dem sådan, fordi vi har mange vilkår tilfælles. Der er tale om det, som den amerikanske forsker George Lakoff m.fl., nævnt i indledningskapitlet, omtaler som basic level categories, eller grundlæggende, kropslige begreber.
Billedkunstneren kan vælge at gøre direkte brug af disse stærke begreber. Men kunstneren kan ikke tillade sig at ignorere dem, hvis de uforvarende skulle dukke op under den kreative proces. De overtrumfer andre betydningskategorier, netop fordi de er så basale.
Store ting opfattes som imponerende og frygtindgydende. Måske opleves de på samme måde, som børn oplever voksne, som overvældende og uoverskuelige. Små ting er søde og ufarlige, måske fordi selv børn kan nære moderfølelser over for dem. Dyr med høje runde pander opleves som søde og rare, netop fordi de minder om børn. Dyr med flade pander som slanger skræmmer livet af folk og fungerer derfor fortrinligt i horrorfilm. Sten opleves som tunge og glas og poleret stål som lette materialer. Ting i ubalance og proportioner, der afviger fra det normale, opleves som forkerte og uharmoniske, uanset hvor smukt og harmonisk resten er afpasset til hinanden. De tager opmærksomheden fra alt andet, jf. forrige kapitel.
Kategoriseringsprincipper
George Lakoff har fremhævet, at mennesker opfatter tingene med deres normalbetydning. En seng vil blive opfattet som begrebet Seng slet og ret, og hverken som bohave i almindelighed (overkategori), en seng, designet af en berømt møbeldesigner eller en egetræsseng (underkategorier).
Hvis kunstneren ønsker, at sengen som spillebrik skal repræsentere henholdsvis overbegrebet bohave eller underbegrebet designermøbel, må standardbetydningen sættes ud af kraft. Her kan kunstneren brug af den psykologiske kendsgerning, at mennesker er tilbøjelige til at placere ting, der ligner hinanden i samme kategori.
Hvis kunstneren stiller andre møbler ind på scenen, præciseres betydningen sengen som et stykke Bohave. Hvis kunstneren sætter møbler ind af samme designer, opstår betydningen NNDesign, i det mindste for det publikum, der kender designerens navn. Hvis kunstneren har helt andre hensigter med at anbringe sengen i sin installation, fx. at præsentere kategorien Komfort, kan det ske ved at konfrontere den med sin modsætning, et leje af kviste eller strå eller en fakirseng. Så gør kunstneren brug af princippet om lighed og kontrast.
Princippet om lighed og kontrast
Ting, hvis betydning ikke er åbenbar, kan få præciseret deres betydning i kraft af princippet om lighed eller modsætning. En streg, der hverken er tyk eller tynd, bliver tyk sammen med en tynd streg og omvendt. En skravering bliver mere massiv, hvis den kombineres med enkelte tynde streger, jf. Saul Steinbergs tegning af en klavervirtuos, (se kapitel 4). En skrå linie bliver mere skrå sammen med lige linier. Hein Heinsens og Mogens Møllers værk Fredens Port i Fredensgade i København er påfaldende og irriterende skæv, fordi den er anbragt i et byrum med lodrette linier og udgør en klar kontrast dertil. Det havde man ikke tænkt over, hvis den var blevet placeret mellem skæve træer i Jægersborg Dyrehave.
Hvis et billede forestiller en ung kvinde, vil publikum typisk opfatte fremstillingen som begrebet Ung kvinde. Hvis det ikke er kunstnerens hensigt med fremstillingen, må han eller hun i gang med at understrege den betydning, som er relevant for værket. Det kan ske ved at skabe portrætlighed med en kendt person, så hun nu repræsenterer begrebet Dronning Margrethe, eller anvende konventionen Madonna, som kendes fra anden billedkunst. Kunstneren kan også anbringe flere små børn i billedet. Så repræsenterer hun begrebet Moder med børn.
Billedfeltet som vindue til verden
Hvis vi opfatter billedfeltet som et vindue ind til en scene, kan aktørerne anbringes på en sådan måde, at de kommer til at repræsentere bestemte begreber. Hvis taleren, fx. dronningen eller statsministeren, anbringes i nærbillede og centralt på TVskærmen, realiseres betydningen Autoritet. Hvis personen formindskes og placeres skævt i billedet, forsvinder autoriteten. Den forsvinder også, hvis TVfotografen laver et ultranærbillede af personen med rynker og blister. Dermed flyttes betydningen over i medicinens eller kosmetikkens verden.
I Steinbergs tegning NO, der er beskrevet i kapitel 15, gør kunstneren brug af denne metode ved at anbringe den ene af sine personer på en usikker plads i billedfeltet, forstærket af den anden hovedpersons sikre placering i billedet. Dermed iværksættes betydningsmodsætningen Magt/Afmagt som en del af de begreber, der indgår som brikker i spillet.
Præfabrikeret betydning
Der findes et utal af afbildningssystemer og mønstre med hver sin en normalbetydning. De beskrives i håndbøger om billedteknik og -metoder, om male- og tegneteknik, om grafiske teknikker, om perspektivlære, om proportioner og det gyldne snit. Her har hvert materiale sin særlige betydning, som kunstneren kan trække på.
Håndbøgerne fortæller, at forskellige grafiske teknikker hver for sig har deres eget konsekvente udtryk. En tuschpen skaber et spinkelt mønster med et udtryk af lethed, en kulstift skaber et blødt og svævende mønster, en kalligrafisk pen eller en tynd pensel kan skabe en ensartet streg af varierende tykkelse, og en tyk pensel kan skabe at dramatisk strøg.
Farvens univers
Mange amatørmalere undrer sig over, at farverne fra paletten skifter karakter, når de anbringes på papiret eller lærredet. Undertiden bliver de mærkeligt grumsede. De repræsenterer langt fra den farvekategori, som ophavsmanden havde i tankerne.
Kunstens fagfolk ved, at farver, der får støtte i en kontrastfarve et andet sted i billedet, bliver stærkere end de var på paletten. Samtidig bliver kontrastfarven også stærkere. Det skyldes øjets fysiologiske indretning. Når man ser på noget violet, bliver der et orange efterbillede på nethinden, som gør de orange farver på billedet mere intensive. Dette fysiologiske faktum kan den koloristiske kunstner vælge at gøre brug af..
Grumsede farver kan undgås, når man indskrænker antallet af farver, anvender farver af samme familie, eller højst to farvefamilier inden for billedrammen. Så gør man brug af princippet om lighed, dvs. familielighed blandt farver, og princippet om modsætning, nemlig kontrasten mellem to farvefamilier.
Farvernes egenbetydning er et kapitel for sig.
Mennesket oplever farver som Passive/vigende, (blå og grønne farver), og Aktive/påtrængende, (røde farver). Derfor udgør hver enkelt farvegruppe et mønster med en psykologisk normalbetydning.
En farve, der fylder billedfladen, træder optisk set tilbage i forhold til farvede former på denne flade. Men kolde farver træder tilbage i forhold til varme farver. En figur på en baggrund træder selvsagt frem som forgrundsfigur. Det kan i sig selv give hovedbrud for den, der benytter sig af disse virkemidler. Hvad stiller man op med en blå figur på rød grund?
Symboler
En billedkunstner kan udnytte, at visse visuelle former fx. Dannebrog eller et hagekors, har konventionel betydning og dermed repræsenterer alment kendte begreber. Metoden kendes fra den kristne billedkunsts billedlære, der fx. inddrager enkelte evangelisters særlige kendetegn. Tilskuere med tilstrækkelig paratviden ved dermed, hvem der tales om.
Kunstneren kan anvende betydning, som alle er bekendt med. Omvendt er kunstneren nødt til at tage hensyn til, at tilskueren vil opfatte elementer, der minder om konventionelle symboler, som symboler. Det er svært at overbevise publikum om, at et hagekors er et gammelt indisk tegn og er brugt med denne betydning.
Hvis et betydningsspil skal kunne spilles, må brikkernes betydning være præcis. Men at skabe præcis betydning er kun en del af den kreative proces. De præcise betydninger skal tillige systematiseres i overordnede helheder eller mønstre. Kun på denne måde bliver spillet så enkelt, at beskueren kan opfatte det og afkode det som et spil.
Det er emnet for de to følgende kapitler.