14. 1. eksempel: En keramikkrukke
De foregående kapitler beskriver billedkunstnerens materiale, arbejdet med at fastlægge de betydninger, der skal bruges som spillebrikker, arbejdet med at sætte betydningerne i system og komponere dem sammen til et spil.
Dette og de følgende to kapitler er et forsøg på at beskrive, hvordan billedkunstnere bruger metoden i praksis. De indeholder analyser af tre vidt forskellige værker, en keramikkrukke af en dansk keramiker, en tegning af Saul Steinberg og en installation af Claus Oldenburg. Disse værker er valgt, fordi de som kunstværker betragtet er forholdsvis overskuelige og simple. Derfor er velegnede til at belyse den tænkning i og med begreber, som foregår i billedkunst.
Gennemgangen af disse værker er mere dybtgående end de analyser, der er foretaget i bogens sidste del, som – ikke mindst fordi værkerne er langt mere komplekse – har fået en mere skitseagtig karakter. Men den grundige analysemetode kan selvsagt også bruges i forhold til billedkunstens komplekse værker.
Esther Borup. Krukke. 2000.
Her er der tale om en okkerfarvet krukke udført i stentøj, ca. 13 x 11 cm.
Denne genstand henviser i selv til begrebet Krukke, der har rødder tilbage til forhistorisk tid. Lerkrukker er sandsynligvis en version af et endnu ældre begreb, begrebet Kurv, som vores forfædre fandt på at imprægnere med ler, så beholderen en blev vandtæt.
Begreberne Krukke og Kurv henviser igen til det endnu mere primitive begreb Beholder, som er noget mennesker kan skabe alene med deres hænder eller med udhulede frugter.
Værket ser ud til at være inspireret af de stenalderkrukker, som er udstillet på Nationalmuseet. Der kan derfor ikke være tvivl om, at henvisningen til vores forhistorie og til helt basale og kropslige tankegange er en af de brikker, der indgår som bestanddele af værket.
Krukken kan opfattes som er en skulpturel form i et omgivende rum. Den tilnærmer sig kugleformen. En kugle repræsenterer typisk noget der er pustet op, fx en ballon eller en glaskugle. Vi kender begrebet spændthed fra vores egen krop, fx når vi puster brystkassen op. Begrebet Spændthed indgår i krukken, og denne spændthed er yderligere forstærket, fordi krukken er tilspidset forneden. Den let tilspidsede form antyder et fysisk pres på kuglen udefra, sådan som vi kan opleve det på vores egen krop. Begrebsmønstret Spænding indefra/udefra indgår som et vigtigt begreb i værket.
Begrebet Krukke, med reference til det grundlæggende kropslige begreb Beholder er spillets overordnede ramme, og dermed indgangen til spillet.
Men det er ikke nogen helt almindelig krukke. Den består i virkeligheden af to forskellige virtuelle krukker. Den indeholder to sæt begrebsmønstre, der står i kontrast med hinanden, bygget op ved hjælp af underordnede systemer af begreber i harmoni med hinanden. Hvert af de underordnede begreber udgør symmetriske modsætninger i forhold til de underordnede begreber i det modsatte overordnede begrebsmønster. Begrebsmæssigt set består krukken dels af en tung, massiv og robust form, dels af en let, hul og skrøbelig form. Dermed får krukken karakter af et komplekst betydningsspil.
Krukken er formet som en klump. Dermed præciseres begrebet Tyngde. Men samtidig består klumpen af en meget tynd skal, der præciserer begrebet Lethed. Skallen opleves som tyndere på grund af klumpen, og klumpen opleves kraftigere på grund af den tynde skal. Dermed indgår begreberne Tyngde og Lethed som modsætninger i værket. Den samme krukke er både tung og let.
Krukkens basis er kun tre centimeter bred. Når en genstand har en stor grundflade, står den solidt og fast. Genstande med små grundflader er lette at vælte. Derfor opfatter vi den sidste slags genstande som lette, i modsætning til genstande med en stor grundflade, fx. en pyramide, der står for det tunge og urokkelige. Den lille grundflade bidrager til at gøre den tunge klump let. Temaet Tyngde/Lethed varieres på ny og understreger endnu engang, at den samme krukke både er tung og let.
Klumpen har en rå, ubearbejdet overflade, der repræsenterer begrebet Robusthed. Men den øverste del af krukken er drejet en smule udad på en måde, som vi kender fra blomster og frugter. Krukkens væg er presset sammen til en papirtynd flade øverst oppe, og kanten er formet på en måde, så den ligner afrevet papir. Dermed indgår begrebet Skrøbelighed. i værket. Dermed er den samme krukke både robust og skrøbelig, en ny variation over begreberne Tyngde/Lethed i betydningsspillet.
Den omhyggelige forarbejdelse af krukkens øverste del er med til at trække beskuerens opmærksomhed ind i krukkens rum. Den berømte franske maler George Braque har udtrykt det således: Le vase donne une forme au vide et la musique au silence (Vasen giver form til det tomme rum, og musikken giver stilheden form).
Begreberne Ydre Form/Indre rum er yderligere begreber, der er sat i spil i værket. Også disse begreber kan opfattes som variationer over temaet Tyngde/Lethed. Værket artikulerer både rummet omkring krukken (som en skulptur) og rummet inden i krukken som George Braques vase.
Glasuren indvendig i krukken er blank og rødbrun, en japansk Tenmoku glasur, mørkere end lerets naturlige farve. Krukkens yderside består af det brændte stentøjsmateriale uden yderligere behandling, bortset fra en sodaopløsning. Den har en grov, stenagtig overfladebehandling eller tekstur. Den blanke inderside står i kontrast til den grove yderside. Dermed indgår mønstrene Mørk/Lys og Glathed/Ruhed i værket. Også disse begreber kan opleves som variationer over det overordnede tema. De bevirker, at der også her er tale om to forskellige krukker, en groft forarbejdet genstand og en omhyggeligt forarbejdet genstand, både ru og glat.
Et diskret mønster af ridsede, let bølgede striber på krukkens yderside kan aflæses som spor efter en menneskelig handling, udført konsekvent og samvittighedsfuldt. Det inddrager begrebsmønstret menneskeskabt/naturligt som element i værket.
Sammenfattende kan vi konstatere, at værkets ophavsmand har sat følgende visuelle begreber i spil i værket:
Spillets ramme
• Fortid(Nutid)
• positiv form/Negativ Form
Spillets grundlæggende kontraster
• Tyngde/Lethed
• Robusthed/Skrøbelighed
• Mørkt /Lyst
• Ruhed/Glathed
• Volumen/Skal
• Rå Overflade/Forarbejdet overflade
• Ingen glasur/Glasur
• Naturligt/Menneskeskabt
Denne opregning angiver, hvad en opmærksom iagttager er i stand til at identificere som begreber, der er sat i spil i dette lille kunstværk. Der er tale om to helt modsatte krukkebegreber, der fremstår med præcise betydninger, netop fordi betydningerne forklares og uddybes af de begreber, som udgør deres symmetriske modstykke.
Keramikeren har bekræftet, at analysen dækker, hvad hun mere eller mindre ubevidst havde i tankerne under skabelsesprocessen.
Det, som satte hende i gang med skabelsesprocessen, var fascinationen af, hvad der sker, når nogle af disse begreber konfronteres med hinanden to og to. Undervejs i skabelsesprocessen opstår der flere muligheder, som kan indpasses i spillet. Lidt efter lidt organiseres begreberne i spillet til et sammenhængende betydningssystem. Begreberne i spillet kan opfattes henholdsvis som lighed med variationer over samme overbegreb, og dermed i harmoni med hinanden, eller som forskelle, der danner modsætninger i spillet. Begge dele gør krukken til mere end en genstand. Den bliver til et spil, tilgængeligt for andre mennesker.
Beskueren kan vælge at fokusere på spillets brikker eller værkets egenskaber. Hver af disse brikker forstærkes af de andre gennem ligheder og forskelle. Det tunge volumen får yderligere karakter sammen med det robuste og grove, og forstærkes af kontrasten med det skrøbelige og lette. Det skrøbelige og lette forstærkes af det glatte og lyse og får yderligere karakter i kontrasten med det grove og robuste. Den lyse farve udvendig forstærker de mørke nuancer indvendig i krukkens rum. Den mørke farve inden i krukken gør ydersidens farve lysere. Dermed opbygger farven indeni og farven udenpå et særligt begrebsmæssigt mønster lys/mørk, der kan opleves sammen med mønstrene tyngde/lethed og robusthed/skrøbelighed.
Det spinkle forrevne stentøjsmateriale øverst oppe på krukken kontrasterer med dens tunge krop, den blanke og præcise glasur inden i krukken spiller op til krukkens matte yderside, krukkens klump står i modsætning til den beskedne grundflade.
De begreber, der er til stede i værket, er dels umiddelbart til stede som fysiske realiteter i krukken, andre opstår først i samspillet mellem begreberne, der blandes i beskuerens sind, efterhånden som han eller hun aflæser værket. Spillets begreber reagerer sammen med hinanden, forstærker, støtter og definerer hinanden. De kan opleves to eller flere ad gangen, skiftevis som forgrund og baggrund eller som melodi og akkompagnement, som kontraster og som harmonier.
Alt i værket er defineret som ligheder og forskelle, der kan forbindes i overordnede mønstre. Dermed bliver det muligt at opleve værket som et begrebsmæssigt betydningsspil.