15. 2. eksempel: Saul Steinberg: NO
Saul Steinbergs vittighedstegning NO findes på hjemmesiden "cartoon.bank.com" Søg ”Entire Site” med søgeordet "No" og find side 2 forneden!
Mange kunstformidlere opfatter kunst som noget dybt alvorligt og højtideligt. De beskriver værkerne i et sprog, der stemmer sindet til andagt. Tilsyneladende mener de, at jo alvorligere og højtideligere værkerne er, jo bedre kunstværker er de.
Den opfattelse har de færreste kunstnere. Mange af dem synes, at humor og lethed også kan være en del af det æstetiske spil. Det gælder fx. i forhold til Duchamps pissekumme med tilhørende signatur, jf. kapitel 9. Og når den tyske kunstner Sigmar Polke konstruerer en maskine, hvor en kartoffel kan kredse rundt om en anden kartoffel som jordkloden om solen, er der tale om en vittighed, der sætter det største og det mindste i forhold til hinanden.
Også vittigheder kan opfattes som kunst. Her omtales et sådant eksempel, en vittighedstegning af den amerikanske tegner og humorist, Saul Steinberg, der igennem mange år har leveret tegninger til det berømte tidsskrift The New Yorker. Som omtalt i kapitel.4, Kunstværket som betydningsspil, har hans værker fået kunstinstitutionens ord for at være rigtig billedkunst.
Vittighedstegninger holder sig sædvanligvis inden for vore fælles referencerammer. De skal være lettilgængelige. Det gælder også Steinbergs jokes. Vi er langt fra den form for kunstværker, der forudsætter kendskab til kunsthistorien, viden om stilarter og om, hvordan bibelhistoriens personer traditionelt skal afbildes. Vi behøver heller ikke at kende noget til personen Steinberg eller de kunstnere, han er påvirket af. Alt det, der skal bruges til at afkode værket med, er til stede inden for billedrammen. Vi kan gå i gang med afkodningen med det samme.
Umiddelbart ser vi et enkelt, grafisk mønster af lette pennestrøg, gennemført konsekvent og logisk. Det introducerer begreberne Lethed og Elegance. Dette mønster er så at sige billedets klangbund. Det antyder at det hele skal tages lige så let og ironisk, som det sofistikerede og frække New-Yorkertidsskrift, billedet stammer fra.
Med denne lette pennestreg som klangbund og afsæt kan vi begynde at se på billedets enkeltheder og deres indbyrdes relationer.
Det altoverskyggende element i billedet er en taleboble af form som ordet NEJ, der hænger som en truende sky over ansøgeren. Boblen er tegnet på samme grafiske måde som billedets øvrige elementer og dermed i harmoni med billedets neutrale klangbund. Den har imidlertid ikke den størrelse, man normalt ville forvente i en normal tegneserie. Dens dimension overgår langt størrelsen af de to personer på billedet. Hertil kommer, at den betragtet på afstand minder om en tordensky. Kombinationen af begrebet NEJ, angivet ved selve ordet "nej", størrelsen af boblen og den truende skravering iværksætter betydningen Det Definitive Afslag.
Men hvis man ser nærmere efter, er det definitive afslag udformet på en måde, der synes at anullere betydningen af taleboblen. Inden i denne findes der en fint kalligraferet, omend ulæselig tekst inde i taleboblen.
Et nej er et nej. Det er hurtigt at formulere og effektivt i sin virkning. Men det kræver tid og omhu at forfærdige en kalligraferet tekst, ikke mindst en tekst af det omfang, som billedet angiver. Den fint ciselerede tekst er en metafor for den umage, ophavsmanden til taleboblen har gjort sig for at formulere sit afslag. Den repræsenterer begrebet Omhu.
Netop den paradoksale modsætning mellem begrebet Omhu og begrebet Det Definitive NEJ er kernen i Steinbergs lille kunstværk.
Men dette paradoks står ikke alene i Steinbergs betydningsspil. Det er uddybet af de begreber, der knytter sig til taleboblen. Taleboblen forklares gennem karakteristikker af den person, som udtaler nej´et og den person, hvem nej´et er rettet til. Og denne forklaring sker ved hjælp af de visuelle begreber i spillet.
Billedet er konstrueret som en lille teaterforestilling med to personer, der sidder over for hinanden med et skrivebord imellem sig. Men de er langtfra ligestillede. Den er ene sikkert placeret ved skrivebordet, den anden uden for bordets grænse. Hermed antydes, at den ene hører til på stedet, den anden kun på besøg. Når man er på hjemmebane, er man i en bedre position end når man er på udebane. Personernes placering angiver begreberne Udebane/Hjemmebane. Disse begreber iværksætter metaforisk begrebsmønstret Magt/Afmagt.
Billedet opererer med henholdsvis begrebet Perspektiv og begrebet Ikke Perspektiv. Chefen og skrivebordet er tegnet med traditionelt x-perspektiv med to forskellige forsvindingspunkter. Ansøgeren er set direkte fra siden og tegnet lige så primitivt som et barn ville have gjort det, dvs. uden perspektiv. Det er en bevidst afvigelse fra den normale fremgangsmåde i afbildninger. Man kan benytte den ene eller den anden perspektiviske afbildningsmetode, og holde sig konsekvent til den metode, man har valgt. Men når der foreligger en særlig hensigt med strategien, kan man slippe af sted med to forskellige afbildningsmetoder i samme billede. Steinberg bruger bevidst to forskellige systematiske måder at afbilde virkeligheden på i sin vittighed, henholdsvis begrebet Perspektiv og Ikke Perspektiv, og har anbragt personerne i billedet i hvert sit system.
Dermed er de billedlig eller metaforisk set afskåret fra at kommunikere på normal vis, chefen i det autoriserede normalperspektiv, supplikanten i et perspektiv, som vi derfor opfatter som barnligt og hjælpeløst.
Dermed varierer tegneren det grundlæggende tema Magt/Afmagt.
Personernes indbyrdes relationer understreges yderligere af personernes placering i billedet.
Ansøgeren og er anbragt lidt kejtet, vinkelret på billedrammen. Chefen er forankret i sit skrivebord, han sidder solidt og sikkert. Endnu engang er de to personers indbyrdes roller karakteriseret, den ene med begrebet Usikkerhed, den anden med begrebet Sikkerhed. Der er tale om endnu en variation over grundtemaet Magt/Afmagt.
Slagskyggerne bag genstandene på skrivebordet angiver, at ansøgeren sidder i modlys, som om han var i politiforhør. Det er yderligere en variation over grundtemaet Magt/Afmagt.
Steinberg har en lille kommentar til situationen i og med, at magtens repræsentant mangler den øverste halvdel af hovedet, der hvor hjernen normalt er anbragt. Han kan ikke lade være med at fortælle, hvor hans sympati ligger.
At gøre sig umage er udtryk for respekt blandt principielt ligestillede. Et nej er et udsagn blandt mennesker med forskellig status, et barn over for sine forældre, en borger over for myndigheden. Omhu og afslag på en anmodning er principielt lige så uforenelige som Marcel Duchamps urinal og kunstmuséet og piggerne på Man Rays strygejern.
Steinberg har lagt sit spil til rette og overladt arenaen til be-skueren, der nu kan begynde at arbejde kreativt med de givne brikker, identificere dem og begynde at konfrontere dem med hinanden.
Disse brikker kan stilles op i skematisk form på følgende måde:
Spillets ramme
• Vittighedstegning
• Lette pennestrøg
Spillets grundlæggende kontraster
• Taleboble i overstørrelse/(Taleboble i normalstørrelse)
• Taleboble med usædvanlig tekst/(tTaleboble med normaltekst)
• Chef/Ansøger
• Hjemmebane/Udebane
• Magt/Afmagt
• Standardperspektiv/Barneperspektiv
• Sikkerhed/Usikkerhed
• Mørk skravering/ingen skravering
• Omhyggeligt udformet tekst/(Normalt formet tekst)
De forskellige begreber forklarer taleboblens betydning set fra henholdsvis afsenderens og modtagerens side.
Den ene gruppe består af de begreber, der karakteriserer chefen, hjemmebane, magt, normalperspektiv, sikkerhed, ret til at tale med vægt.Den anden gruppe består af ansøgeren, karakteriseret med udebane, afmagt, usikkerhed, ingen ret til at kommentere med taleboble.
Og dermed kan beskueren gå i gang med at løse det paradoks, som er kernen i spillet.
De fleste vil nok vælge at se på situationen fra ansøgerens synsvinkel. Vi holder altid med David mod Goliath, lillebror mod storebror. Vi identificerer os med de små. Vi har ofte oplevet at være afhængig af fædre og mødre, chefer, skattevæsenet, hvadsomhelst.
At opleve sig selv i rollen som den lille og svage mod overmagten er et eksempel på, hvad George Lakoff kalder ”a basic level category”, en grundlæggende kropslig oplevelse, som de fleste får igennem deres barndom. Som bekendt tager mange af fjernsynets samfundskritiske udsendelser udgangspunkt i konflikten mellem den sympatiske David og den væmmelige Goliath, fordi det er så basalt for os, fordi vi identificerer os med den svageste.
Med dette udgangspunkt kan vi begynde at fundere over, om det er rimeligt, at vi altid skal høre på alle mulige floromvundne søforklaringer, når vi ikke kan få vores ønsker opfyldt. Lad os da for pokker hellere få ren besked med det samme!
Vi kan måske også begynde at filosofere over, om chefer er deres opgave voksen, hvis de ikke kan formulere sig bedre. Det kunne måske være inspirerende for os, næste gang, der er os, der sidder i chefstolen.
Billedet kan også inspirere til andre betragtninger. Skal man overhovedet finde sig i at være afhængig af autoriteter overhovedet? Har nogle mennesker overhovedet hjernekapacitet til at opkaste sig til autoriteter. Kan vi opfatte billedet som metafor for forholdet mellem de stærke og svage i samfundet?
Fortolkningerne kan fortsættes ad libitum, jf. Umberto Ecos betragtninger om det åbne kunstværk. Og det er just meningen med tegningen.
Steinbergs vittighed er - inden for sine egne beskedne rammer - et lille kunstværk. Den opererer med konsekvente grafiske virkemidler, og indeholder ikke nogen som helst overflødige elementer. Man kan ikke lave om på de enkelte elementer uden at forringe meningen med værket - alting har deres præcise betydning og er med til at præcisere andre betydninger. Og samtidig handler den om en side af virkeligheden, som tydeligvis optager kunstneren.
Steinberg har ikke slået et større brød op, end han kan bage. Inden for værkets beskedne rammer fungerer det præcist. Det er svært at beskrive forholdet mellem en magthaver og den, som er afhængig af magthaveren, mere rammende og med så få midler. Hans metode står nok i gæld til andre kunstnere. Men han har sat sit eget originale præg på den.