16. 3. eksempel: Claes Oldenburg: Soveværelsesmøblement I (1963)
Claes Oldenburgs installation Bedroom Ensemble I findes på hjemmesiden Cybermuse.gallery.ca. Udfyld feltet ”Search the Collections” og skriv navnet ”Claes Oldenburg”.
Den svensk/amerikanske billedkunstner Claes Oldenburg er mester for installationen Bedroom Ensemble I, der blev lavet i Californien i 1963. Den består af et komplet soveværelsesinteriør, fremstillet som han husker det fra et besøg 16 år tidligere på et motel i nærheden af Malibu. Han var specielt fascineret af, at hvert enkelt værelse var dekoreret med mønstret fra et bestemt dyreskind, fx zebra, leopard og tiger.
Dette særdeles realistiske møblement er led i Oldenburgs reaktion på den form for billedkunst, der var stort set enerådende i USA på dette tidspunkt. De kunstkyndige betegner den som Abstrakt Ekspressionisme. Denne kunstretning var hans eget udgangspunkt som maler - ét sted skal man jo begynde, som maleren, professor Aksel Jørgensen sagde til sine elever på Kunstakademiet.
Abstrakt ekspressionisme er en form for nonfigurativt maleri, der er præget af kunstnerens autentiske personlighed: hans personlige maleriske håndskrift i penselstrøgene og den frie og uafhængige individualitet, der kom til udtryk i hans kunstneriske indsats.
Den amerikanske kunstner Jackson Pollock førte denne form for billedkunst ud i det ekstreme ved at skabe sine værker i en slags happening, hvor han dyngede sine lærreder til med farve.
Eksempler på Jackson Pollocks malerier findes på hjemmesiden "artcyclopedia.com". Udfyld feltet ”Search by Artist Name” med navnet "Jackson Pollock".
Pollocks action-painting kan betragtes som en måde at overleve på i en verden, der er præget af massemedier, forbrug-og-smid-væk mentalitet og konformitet. I den abstrakte ekspressionisme handler det om at opdage sig selv og definere sig selv og sin indivi-dualitet i en moderne forbrugerverden. Eller som det også er blevet sagt af den engelske kunstkritiker Edward Lucie-Smith:
Det Pollock har at meddele os er en følelse af sit eget jeg, en så altovervældende følelse, at den omgivende verden kun har meget ringe virkning på ham.
I modsætning til Pollock var Oldenburg optaget af tilværelsen her og nu, inklusive massemedier og forbrugermentalitet. Han gik i gang med at bemægtige sig samtidens uundværlige brugsgenstande som materiale i sin billedkunst. Dette materiale var smækfyldt med dagliglivets trivielle betydninger. Med dem kunne han sætte de begreber i spil, der var egnede for hans kunstneriske projekt, nutiden med tankstationer, reklamer, Tvudsendelser, dåseøl og midler mod dårlig ånde.
En af Oldenburgs kunstnerkolleger, englænderen Richard Hamilton lancerede allerede i 1957 følgende programerklæring for en sådan alternativ kunstform:
Den skal være folkelig (beregnet for et massepublikum), flygtig, kortlivet, billig, masseproduceret, ung, vittig, sekset, finurlig, glamorøs og kommerciel.
Det måtte gyse i den forrige kunstnergeneration. De mente, at kunsten burde være højtidelig og aristokratisk, tage afstand fra det vulgære samfundsliv og fortrinsvis placeres til elitær beskuelse i museernes afsondrede verden. De kunne ikke andet end at afvise sådanne verdslige udskejelser fra det kunstneriske univers.
Oldenburg ønskede blot at forholde sig til den omgivende virkelighed. Han gjorde brug af det materiale, der tilbød sig fra denne virkelighed, fra massemedier, reklamer og aviser, og benyttede det som en folkelig og tilgængelig referenceramme, fælles for kunstneren og hans publikum. Det skete på en måde, der både var kærlig, kritisk og ironisk.
Det er en strategi, der er nærværende og vital. Den har dog den pris, at de betydninger, der hentes fra hverdagslivets trivialiteter, er flygtige. Den form for kunst kan aldrig blive Kunst for Evigheden. Men det var netop det, der var kernen i projektet. Efter hans opfattelse skal kunst skal præge tilværelsen her og nu. Akkurat som tilværelsen her og nu skal præge kunsten. Forbrug og Smid Væk-kulturen er karakteristisk for det moderne samfund og skulle også præge billedkunsten.
Oldenburgs soveværelsesmøblement lever langt hen ad vejen op til Hamiltons programerklæring.
Ironisk nok har det dog taget sit første skridt mod evigheden. Idag står det til beskuelse som musealt kunstværk både i Canadas Nationalgalleri i Ottawa og i Landsmuseet i Hessen!
Oldenburg undersøger, hvad der sker, når man konfronterer så inkommensurable elementer som publikums oplevelse af den klassiske rumskulptur med det samme publikums oplevelse af vulgære genstande som billige motelsoveværelser. Der sker i hvert fald en form for fremmedgørelse af begge dele.
Oldenburgs installation består af et soveværelse, stillet op som et museumstableau, et faraonisk gravkammer eller Platons Soverum, som Oldenburg selv omtaler det.
Der er et gennemgående mønster i soveværelsesindretningen: Begrebet Geometri, der bruges som metafor for Den Abstrakte Rationalitet. Den kommer til udtryk i de firkantede elementer i soveværelset, sengen, natbordene, toiletbordet, den lille ottoman, udsmykningen på væggene, vinduerne, døren (med skiltet privat), det cirkelrunde spejl og de koniske lamper.
Et andet gennemført mønster er Det Hårde og Det Skarpe, som kommer til udtryk i møblernes overflader og skarpe hjørner, stillet over for Det bløde og Det Runde, repræsenteret af puderne og tæpperne. Det udgør en variation over temaet Det Rationelle stillet over for De Bløde Værdier.
Valget af soverummet er ligeledes helt bevidst. Soveværelset er det blødeste rum i huset, det rum, der er mest på afstand af bevidste og rationelle tankeprocesser. Soveværelset som repræsentant for Det Bløde overfor Det Hårde.
Farvevalget indgår som et andet mønster i værket. Rummet er holdt i sort og hvidt, blåt og sølv, farver, der understreger rationaliteten i rummet.
Også fravalget af tekstur eller stoflighed indgår som parameter i værket. Der er tale om fotograferet tekstur på lamperne og møblernes formicaplader. På dette punkt er vi langt fra den kropslige oplevelse af omgivelserne, her kammer rationaliten over og bliver kunstig og vulgær
En væsentlig dimension i værket er valget af bohave. I god overensstemmelse med Hamiltons programerklæring har Oldenburg valgt billige præfabrikerede brugsting. Han bruger de prosaiske associationer, der knytter sig til sådanne genstande, bevidst i spillet.
Det er altså ting, der både fungerer som formelle skulpturelle elementer og som genstande fra virkeligheden med alt hvad det indebærer af betydning. Det er iøvrigt ikke tilfældigt valgte genstande fra en møbelforretning. Inventaret i rummet har et fællespræg, deres dyreagtige fremtoning, som yderligere udgør en dimension i Oldenburgs installation. Begrebet Natur lurer under den rationelle overflade.
De begrebsmønstre, som Oldenburg har sat i spil i sin installation, kan skematiseres på følgende måde:
Spillets ramme
• Soveværelse
Spillets grundlæggende kontraster
• Skulptur/Møbler
• Geometriske former/Organiske former
• Kunstigt/(Naturligt)
• Billigt/(Kostbart)
• Rationel farveskala (sort, hvidt, sølv)/(Naturlig farveskala)
• Dyremønstre (zebrastriber, leopard- og girafpletter/(Normale mønstre)
• Manglende tekstur/(Tekstur)
Der er tale om variationer af to overbegreber. Det ene handler om møblementet som møblement betragtet, det andet om møblementet betragtet som skulpturer. Men her går underbegreberne på kryds og tværs af grænserne mellem de to overbegreber, snart i harmoni med dem, snart som kontrast til dem. Dermed bliver værket mere komplekst end de to forrige værker. På de ene side passer begreberne Geometriske former og Organiske former godt til møblementet, når man betragter det som et kunstværk, på den anden side passer Det kunstige og Det billige under ét godt til møblementet, når man betragter det som prosaisk bohave. Men de står hver for sig i kontrast til møblementet, når man betragter det fra de respektive modsatte synsvinkler.
Den, som spiller spillet, oplever derfor paradoksale kontraster, fx. når vedkommende fokuserer på skulpturelle værdier på baggrund af det kunstige, billige og teksturløse, eller oplevelsen af den manglende tekstur, forstærket af den billige plastoverflade, over for det bløde, dyriske og organiske og værkets karakter af en installation med skulpturelle volumener.
Nogle tror, at Oldenburg gør nar af den moderne virkelighed. Andre mener, at han tager den ukritisk til sig. Sandheden er snarere et både og. Han tager den moderne virkelighed til sig helt i Édouard Manets tradition, jf. nærmere kapitel.19. Hvor kunstnerkollegerne fra den forrige generation opfattede kunst som noget ophøjet og evigt og tog afstand fra samfundets primitivitet og vulgaritet, boltrer han sig i den - ikke køligt iagttagende som Manet, men som deltager i det vulgære, forvirrende, larmende, fascinerende, rørende og frastødende forbrugersamfund, han nu engang er blevet placeret i.
Og det sker med en overvældende appetit, som et fremgår af følgende citater fra hans bog Store Days fra 1967:
Jeg går ind for en kunst, som er politisk-erotisk-mystisk, som gør noget andet end at sidde på sin flade på et museum.
Jeg går ind for en kunst, der vokser frem uden at vide at den overhovedet er kunst, en kunst, der får chance for at begynde ved nulpunktet.
Jeg går ind for en kunst, der er filtret ind i ting og sager fra hverdagen & stadig er på toppen,
--------------------------------------------------------------------------------
Jeg går ind for teddybjørnekunst, kanonkunst, kunst med kaniner uden hovede, sprængte paraplyer, voldtagne senge, stole med brækkede brune ben, brændende træer, fyrværkerifusere, kyllingeben, dueben og kasser med sovende mennesker.
Jeg går ind for kunst af halvvisne begravelsesblomster, ophængte blodige kaniner og rynkede gule kyllinger, stortrommer og tamburiner, og grammofoner i plast.
Jeg går ind for kunst af efterladte æsker, omviklet som ægyptiske mumier. Jeg jår ind for kunst af vandtanke og sejlende skyer og flaksende skygger.
Jeg går ind for kunst, der er Inspiceret Af Regeringen, Prima kunst, kunst til Vejledende Pris, Fuldmoden kunst, Ekstra Fantastisk kunst, Spiseklar kunst, Udsalgskunst, Kogeklar kunst, Rengjort kunst, kunst til Favørpris, Spis Bedre kunst, skinkekunst, flæskekunst, kyllinge- kunst, tomatkunst, banankunst, æblekunst, kalkunkunst, flødekagekunst, småkagekunst.
Der er altså ikke megen tvivl om Oldenburgs inspirationskilder og hvorfra det grundmateriale, han bruger i sine værker, stammer fra.
Fundamentalt set arbejder han med den metode, som kunstnere både før og efter ham har benyttet sig af. Han skaber et betydningsspil med elementer der enten ligner hinanden eller kan opfattes som variationer over samme mønster, og elementer, der kontrasterer med hinanden og dermed fremhæver hinanden. Resten er op til betragteren.
Når publikum ikke ved, om det, de ser, er kunst, eller genstande fra hverdagen, og tingene dermed svæver halvvejs mellem kunst og liv, synes han, at har han nået sit mål.
Litteratur
John Russell & Suzi Gablik. Pop Art redefined. Thames and Hudson.London 1969
Barbara Haskell. Blam! Whitney Museum of American Art. New York. 1984
Sam Hunter. American Art of the 20th Century. Harry N Abrams. New York 1972
Robert Hughes. The Shock of the New. Thames and Hudson. London 1991
Mario Amayo. Pop as Art. Studio Vista. London. 1965