17. Kunstnerens oplevelse
Professor Søren Kjørup sammenfatter i sin indføring i æstetik, omtalt i kapitel 1, den traditionelle kunstopfattelse, hvorefter kernen i kunstoplevelse er glæde og fascination over smukke ting. Kjørup peger dog også på andre værdier, som knytter sig til omgang med kunstværker. Værket i sig selv kan være interessant, fordi det indgår i et kunsthistorisk forløb. Når man studerer værket nærmere, kan man lære noget om billedkunstens materialer og den måde, materialerne er brugt på. Hertil kommer, at værket ofte skildrer tidligere tiders virkelighed, så man kan se på værket som et historisk dokument, der fx beskriver fortidens sæder og skikke.
Men de er svært at forestille sig, at disse ret så prosaiske grunde skulle være tilstrækkelige til at forklare, hvorfor billedkunstnere er så engagerede i deres fag som tilfældet er, og hvorfor deres indbyrdes diskussioner er lige så lidenskabelige som diskussioner mellem de politiske fløje. Kunstnere mener lige som politikere, at de har et "budskab".
Enhver kan vælge sin definition af begrebet billedkunst., Det er ikke ualmindeligt blandt kunstkyndige at se bort fra billedkunstens budskab, når de indkredser det Skønne i kunsten, jf. nærmere kapitel 6, Billedkunst er autonom. Men derved ser de bort fra den side af kunstværket, som især fascinerer billedkunstnere og det almene publikum, værkets mening og hensigt.
Mennesker, der skaber betydningsspil, bruger dem til skabe sig personlig identitet, identitet som medlem af et fællesskab, til at skabe orden i omgivelserne, skabe betydning og dermed begreber, som man kan bruge til at tænke med og handle efter. De er så vigtige, at de gennemføres, selv om der kan være personlig risiko forbundet med projektet. Mennesker, der frivilligt deltager i blodige ritualer, grafittikunstnernes udsmykninger, der kan koste bøder og erstatningskrav, for slet ikke at tale om terrorhandlingen den 11.september 2001, der kostede deltagerne livet, er eksempler, at mennesker tager sådanne spil.dybt alvorligt.
Også billedkunstneren kan være så engageret i sin tid og dens problemer, at han eller hun er parat til at sætte alt andet til side for sine kunstneriske projekter. Med dem kan kunstneren få orden på sine tanker om tilværelsen og afprøve dem, som personligt projekt eller for åbent tæppe. Og kunstneren vil ofte være parat til at give afkald på mange bekvemmeligheder og ligefrem risikere liv og lemmer for denne virksomhed. På det punkt adskiller billedkunstnere sig ikke fra forfattere.
Analyserne i bogens sidste halvdel dokumenterer, at mange billedkunstnere arbejder med projekter af eksistentiel karakter. Det berører deres personlighed på en langt mere dybtgående måde end det, som den traditionelle kunstopfattelse lægger op til.
Nogle billedkunstnere er dybt engagerede i deres oplevelse af det visuelle sprogs muligheder. De forsker i betydning for betydningens skyld, men er også åbne for, hvad denne betydning kan bruges til. Andre billedkunstnere beskæftiger sig med de betydninger, der er til stede i den sociale virkelighed, samtidig med, at de overvejer, hvordan disse spekulationer kan omsættes til det billedkunstneriske medium. Begge udgangspunkter kan ofte forenes til et overbevisende kunstværk.
Mediet
Komponisten Carl Nielsen beskriver i sine barndomserindringer, hvordan han som komponist blev fascineret af det musikalske materiales muligheder. Han gav sig til at undersøge, hvad der sker, når man kombinerer toneelementer med hinanden, og sammenligner processen med at gnide to stykker træ så længe mod hinanden, at de til sidst bliver glødende:
”Da jeg havde spillet det lille es mol præludium nr. 8 et halvt hundrede gange igennem, flammede det op i mig. Nu var døren åbnet, og nu kunne jeg gå på opdagelse i en helt ny og mærkelig verden”, skrev han i sine barndomserindringer.
De muligheder, der er til stede i det visuelle betydningsspil, er lige så fascinerende som tonernes verden. Det indeholder et uendelig stort antal muligheder for eksperimenter. Ligesom i musikken kan man undersøge, hvad der sker, når man konfronterer genstande, materialer og mønstre med hinanden. Opstår der noget nyt og uventet imellem dem, som kan skabe ny betydning? Det var, hvad der skete for Carl Nielsen, da han forbandt to toner med hinanden: Begynder de at gløde? Siger de mig noget? Ændrer de noget i min måde at opleve tilværelsen på? Er de værd at bearbejde til et kunstnerisk spil, som andre kan gøre brug af?
Den sociale virkelighed
En anden indfaldsvinkel til kunstens univers har H.C. Andersen beskrevet i eventyret Hvad man kan hitte på.
Der var en ung mand, som studerede til at være digter, han ville være det til påske, gifte sig og leve af digteriet, og det er, vidste han, bare at hitte på, men han kunne ikke hitte på. Han var født for silde. Alt var taget op før han kom til verden. Alt var der digtet og skrevet om
I sin nød finder han frem til en klog kone, der låner ham sine briller og sit hørerør. Bevæbnet med disse hjælpemidler stiller han sig op først i en kartoffelmark, så i et slåenkrat og til sidst “på landevejen, hvor godtfolk er at se!”
Det var da en myldrende mængde!" sagde den unge mand; "historie på historie! Det snurrer og surrer! Det bliver mig ganske broget! Jeg går bag over!"
"Nej, gå ligefrem!" sagde konen, "gå lige ind i menneskevrimlen, hav syn på den, øre for den og hjerte med! Så skal du snart hitte på! men før du går, må jeg have mine briller og mit hørerør!" og så tog hun begge dele.
"Nu ser jeg ikke det mindste!" sagde den unge mand, "nu hører jeg ikke mer!"
"Ja, så kan du ikke blive digter til påske!" sagde den kloge kone.”
H.C. Andersen beskæftiger sig med poesien og siger, at den, der vil kalde sig digter, skal forholde sig til sin samtid gennem sit virke og finde frem til det udtryk, som er bedst egnet til belyse og gennemspille hans personlige oplevelse af den menneskelige tilværelse og hans holdninger til den. Så er han på vej til poesien, dvs. kunstens univers, med et budskab.
Sammenligning af metoderne
Her er så to grundlæggende forskellige måder at komme i gang med en kunstnerisk skabelsesproces, fælles for musik, litteratur og billedkunst. Kunstneren kan enten tage udgangspunkt i sin egen personlige oplevelse af sprogets og materialets udtryksmuligheder eller tage udgangspunkt i sin oplevelse af den menneskelige virkeligheds realiteter, mangler og utilstrækkelighed.
Begge kunstnere understreger betydningen af at være optaget eller engageret, enten i forhold til det kunstneriske materiale, de spillebrikker som kunstneren vælger, eller den virkelighed, kunstneren ønsker at forholde sig til, værkets emne.
Når billedkunstneren tager udgangspunkt i billedsprogets og de visuelle materialers udtryksmuligheder, undersøger han eller hun, hvad der sker, når man kombinerer ting, der normalt ikke hører sammen, på utraditionel måde. Hvad sker der, når man sætter en rund klump og en firkantet klods ved siden af hinanden? Hvad sker der, hvis man trykker to forskellige billeder oven i hinanden? Hvad sker der, når man laver revner i malerlærredet eller gør det gennemsigtigt, viser blændrammen og maler på bagsiden? Hvad kan det bruges til?
Andre kunstnere vælger at tage udgangspunkt i oplevelsen af det, som H.C. Andersen kalder menneskevrimlen. Kunstnerisk virksomhed udspringer ofte af en oplevelse af mangel på konsekvens i den måde, mennesker tænker på.. De undersøger, hvad der styrer menneskers måde at tænke på og handle efter, og overvejer, om de ved hjælp af billedkunstens metode kan skabe frugtbar forvirring i begreber og dermed påvirke deres omgivelser.
Den engelske digter D.H. Lawrence hævder, at mennesker beskytter sig mod tilværelsens kaos ved at omgive sig med en skærm af vedtagne forudsætninger og holdninger. Digteren og kunstneren laver flænger i skærmen i den hensigt at åbne for kaos og kæmpe mod holdningernes klichéer.
Mange billedkunstnere går ind i deres samtid på denne måde. De danske guldaldermalere havde et nationalt projekt med deres billedkunst. Édouard Manet oplevede datidens akademiske billedkunst som klichépræget, langt fra den virkelighed han oplevede her og nu, og samplede fra fortidskunsten, hvad han kunne bruge i dette øjemed (se nærmere kapitel 19). Diego Rivera oplevede et kaotisk og nedbrudt samfund og forestillede sig, at billedkunsten kunne spille en rolle, når et nyt samfund skulle bygges (se nærmere kapitel 22). Asger Jorn oplevede, hvor svært mennesker havde det med at komme på talefod og arbejdede ud fra tesen om at de ved hjælp af deres projekter kunne bidrage til at etablere et menneskeligt fællesskab bag om sproget (se nærmere kapitel 24). Billedkunstneren Bjørn Nørgaard startede sin kunstneriske karriere med usædvanlige materialeeksperimenter og brugte disse erfaringer siden hen til at fortælle om sin opfattelse af og holdning til den menneskelige tilværelse, (se nærmere kapitel 28).
Billedkunstnere arbejder i praksis ofte på en og samme tid både med deres oplevelse af udtryksmulighederne i deres medier og med deres oplevelse af den menneskeskabte virkelighed og hypoteser om, hvordan virkeligheden bør opfattes. De tænker ved hjælp af deres projekt og prøver på at bringe deres oplevelse af virkeligheden i orden ved hjælp af deres medium. Snart bestemmer materialerne, hvad der kan udtrykkes, snart er det hypotesen om, hvordan virkeligheden er indrettet, der har overtaget.
Den kunstneriske arbejdsproces er både engageret og køligt velovervejet. Engageret, fordi kunstneren kan begejstres over de oplevelser, han får undervejs i arbejdet med stoffet, køligt og velovervejet, fordi kunstneren hele tiden må spørge sig selv, om han er på rette spor i forhold til den opgave, han har stillet sig.
At arbejde kunstnerisk betyder at arbejde i dialog med sit stof, at blive fanget ind i det ufærdige produkt, som tvinger én til at tænke i det sprog, der er ved at blive skabt. Hvis processen forløber tilfredsstillende, bliver der gradvis skabt orden og sammenhæng mellem oplevelserne, det medium, kunstneren arbejder med den virkelighed, billedet dækker. Værket overtager føringen. Kunstnere oplever undertiden, at det, de skaber, bliver større end det, de forestillede sig, førend arbejdet gik i gang.
Det bliver mere mangfoldigt, lever sin egen tilværelse som et spil, der er åbent for fortolkninger. Det indeholder aldrig en løsning, kun en mulighed, som tilskueren kan tage til sig eller afvise, men har svært ved at lukke øjnene for.
Det følgende kapitel handler om kunstværket set udefra af personer, der ikke har deltaget i skaberprocessen. Men der er selvsagt ikke skodder mellem kunstnerens oplevelse af værket og publikums oplevelse af værket. Kunstneren er værkets første betragter og kan opleve den samme tilfredsstillelse af værket som sit publikum. Og betragteren får størst fornøjelse af værket, hvis han eller hun prøver på at forestille sig, hvad kunstnerens mening med værket har været. Publikums fascination af kunstværket behøver ikke nødvendigvis at være forskellig fra kunstnerens fascination af værket.
Men hvad skete dermed den unge mand, der ville være digter til påske, eller i det mindste noget ved poesien.
Han spurgte den kloge kone, der gav ham følgende gode råd:
Det kan du komme allerede til fastelavn! Slå poeterne af tønden! Slå deres skrifter, det er at slå dem selv! Lad dig bare ikke forbløffe! slå rask væk, så får du boller, hvormed du kan føde både dig og din kone.
Og så blev han anmelder.