18. Publikums oplevelse
I det følgende vil jeg søge at indkredse nogle af de værdier, der knytter sig til publikums oplevelse af billedkunstens spil. Det er et forsøg på at forklare, hvorfor filosoffer og kunstkybndige omtaler kunstoplevelse som en enestående form for oplevelse.
Denne analyse kan måske også bidrage til at forklare, hvorfor der er så stor uenighed blandt de kunstkyndige, når de taler om kunstnerisk eller æstetisk oplevelse. De er muligvis ikke i tilstrækkeligt omfang opmærksomme på, at begrebet Det Skønne, der er et andet udtryk for denne unikke form for oplevelse, er summen af flere forskellige former for oplevelse, herunder især oplevelsen af intellektuel tilfredsstillelse, sensuel glæde, harmoni, erkendelse og ekstase. Disse former for oplevelse kan hver for sig beskrives som dybt tilfredsstillende, og dermed betegnes med tillægsordet skøn. Men de oplevelser, som et kunstværk kan tilbyde, består af en helhed af oplevelser.
Intellektuel tilfredsstillelse
Hvis et betydningsspil skal kunne aflæses som et spil, må de begreber, der bruges som brikker i spillet, have præcis betydning. Omvendt må de betydninger, der uvæsentlige i spillet eller slet ikke skal bruges i spillet, fjernes fra værket.
Værkets betydninger skal samordnes og komponeres sammen efter en særlig metode. Denne proces er nødvendig, hvis værket skal kunne aflæses som et betydningsspil. Denne særlige metode er beskrevet foran i kapitlerne 10-16 om billedkunstens metode. Det er håndværket bag spillet.
Det er en intellektuel udfordring og dermed fascinerende for en kunstner at arbejde med dette håndværk. Det giver den pågældende en dyb tilfredsstillelse, når opgaven lykkes.
Publikum kan opleve en tilsvarende tilfredsstillelse, når det konstaterer, at spillet er konstrueret med konsekvens, præcision og uden overflødige omsvøb.
Vi glæder os over konsekvent udført arbejde, hvad enten der er tale om snedkerens og tømrerens, kirurgens, indretningskonsulenten eller billedkunstnerens arbejde. Vi bruger ofte udtrykket smukt arbejde om vellykkede gøremål. Matematikere kan finde på at bruge ordet skønhed om en matematisk formel, og sportskommentatorer kan tale om et smukt udført angreb. En kunstner, kunstnerens kolleger og publikum kan også benytte udtrykket smukt om et kunstværk, der er udført med omhu og konsekvens. Skønhed i denne betydning er ikke noget, der er speciel for billedkunstens værker. Denne form for skønhed er altså ikke enestående.
Sensuel glæde
Store dele af billedkunsten bygger på grundlæggende kropslige begreber, noget, der opfattes umiddelbart med sanserne.
Oplevelse af sådanne begreber henvender sig til hjernens udviklingsmæssigt ældste bestanddele, det limbiske system. Euforiske stoffer, sex og betydningsspil, baseret på sansepåvirkning, i folkemunde kaldet Wein, Weib und Gesang, på bramfrit dansk øl, f... og hornmusik, udløser tilsvarende erfaringer. Hjerneforskere kan forklare oplevelsen med øget udskillelse af visse kemiske stoffer i hjernen, herunder dopamin.
Når betydningsspillet bygget op på en måde, så vi oplever spillet i en sanselig/kropslig dansende rytme, hvor vi snart hæfter opmærksomheden på én side af værket, snart på en anden, får vi en dybt tilfredsstillende oplevelse.
Det er muligvis denne umiddelbare, sanselige glæde ved et kunstværk, som får de kunstkyndige til at tale om den enestående æstetiske oplevelse, og Claus Carstensen til at tale om ”kick´et” ved at skabe kunst.
Det er dog et spørgsmål, om denne oplevelse er væsentlig anderledes end hvad man kan opleve, når man bedøver sig med bevidsthedsudvidende stoffer eller søger den bevidsthedsudvidelse, der knytter sig til udøvelse af sportsgrene som cykling og løb, sex og fodboldkampe. På dette punkt er kunstoplevelse næppe særlig unik.
Harmoni
Publikum opfatter sædvanligvis harmoni baseret på balance, visse linier, fx. arabesker, visse former og farver, farvesammensætninger og proportioner som fx. ”Det gyldne snit”, som en væsentlig del af kunstoplevelsen.
Men man må gøre sig klart, at disse forhold ikke altid er lige centrale for oplevelsen af spillet, sådan som det er tænkt fra ophavsmandens side. Harmoni i et kunstværk er ikke nødvendigvis noget formål i sig selv, men sædvanligvis en praktisk nødvendighed, hvis værket skal fungere som et betydningsspil. Når ting harmonerer indbyrdes, bliver vi trygge ved dem og kan tillade os at vende dem ryggen. Omvendt påkalder disharmonier sig opmærksomhed og gør os betænkelige.
Kunstværker udnytter menneskehjernens evne til skiftevis at fokusere på forgrund og baggrund. Dermed bliver det muligt at arbejde med mere komplekse spil og dermed mere interessante kunstværker.
Hvis begreber skal kunne træde i baggrunden i forhold til de begreber, som står i fokus for opmærksomheden, må de harmoniseres. Dermed kan de fungere som baggrund og akkompagnement til de begreber, som lige i øjeblikket står i forgrunden. Og de sidste må også gøres så tilvant harmoniske, at de kan opleves som akkompagnement, når de første er i fokus for opmærksomheden, jf. nærmere afsnit II, Billedkunstens metode, og de her omtalte eksempler.
Det, som publikum opfatter som harmoniske former og farver i værket er derfor ikke altid beregnet på at opleves som udtryk for værkets mening og hensigt.
Men ingen regel uden undtagelse.
Renæssancekunstnerne introducerede begrebet harmoni i deres kunstværker som metafor for begrebet Universets Metafysiske Harmoni, bl. a. Albrecht Dürer. Her er det netop kunstnerens hensigt at modtageren skal være opmærksom på den skønne harmoni i værket.
Andre kunstnere bruger bevidst disharmoni som spillebrikker i betydningsspillet, fx. kunstnerne bag værket Fredens Port i Fredensgade i København, omtalt i kapitel 10. Her er det uharmonisk skæve sat i system som værkets pointe. Her er der bestemt ingen harmoni at glæde sig over, selv om de fleste kunstkyndige er enige om, at værket er et kunstværk af betydelig kvalitet.
Oplevelse af harmoni i sig selv er dermed ikke noget centralt for oplevelse af kunstværker.
Erkendelse
Billedkunstens værker handler i mange tilfælde om de værdier, der kan ligge til grund for opfattelsen af vores omverden. Det gælder fx renæssancekunstnernes bud på tanken om universets harmoni.
Sådanne værker kan tilbyde udkast til begreber, som er anderledes end vore gængse forestillinger. De kan være med til at afsløre fordomme og give os mod til at være os selv og opleve tilværelsen som større end hvad vi hidtil har forestillet os. I disse tilfælde kan man tale om kunstværket som erkendelse.
I eventyret Kejserens Nye Klæder konstaterede det uskyldige barn, at kejseren ikke havde tøj på, selvom de sagkyndige hævdede det modsatte. Under denne parade af officielle klichéer fik folk pludselig øjnene op for, at de også kunne strukturere deres virkelighed uden de sagkyndiges hjælp. Den ungarske filosof Georg Lucacs´ opfattede netop det lille barn i eventyret som et billede på kunstneren og ungens udråb en metafor for kunstens frigørende kræfter.
Denne form for erkendelse kan kaldes eksistentiel smuk og knytter sig i særlig grad til kunstværker af enhver art. I bogens 4. afsnit, Billedanalyser, dokumenteres det, at mange kunstneriske projekter netop har erkendelse som deres formål.
Men ny erkendelse kan erhverves på mange andre måder end gennem oplevelse af kunstværker. Den er derfor heller ikke unik for kunstværkerne.
Ekstase
Mange mennesker har – typisk i forbindelse med musik eller film – haft en særegen oplevelse. Det er, som om nakkehårene begynder at rejse sig. Modtageren får oplevelse af selvforglemmelse. Og ordet skønhed er et traditionelt og dækkende udtryk for denne form for oplevelse.
Filosoffen Friedrich Nietzche (1844-1900) taler om kunstens dionysiske element. Forfatteren Per Aage Brandt taler om værket som erotisering, en orgastisk opløsning af selvfølelsen i en uafgrænset ”tilværelsesfylde”, svarende til ”skønhedens” yderste konsekvens eller egentlige mening. Han fremhæver i denne forbindelse, at elskov kan opfattes som de fleste menneskers metafysiske laboratorium, fordi vi her eksperimenterer med tilsvarende selvforglemmelse. Måske tænker han her på billedkunst som en mulighed for en særlig sensuel glæde, måske tænker han på det, som er søgt beskrevet i den følgende sammenfatning, der præciserer, at kunstnerisk oplevelse består i et samspil af mange forskellige former for oplevelse. Og denne simultane form for oplevelse af kunstværkets mange facetter er måske det nærmeste man kommer begrebet Den unikke æstetiske oplevelse.
Sammenfatning: Kunstnerisk oplevelse
Som det fremgår, er der grunde nok til at forklare den skabende kunstners interesse for sit fag og publikums fascination af billedkunstens værker.
I kunstoplevelsen indgår intellektuel tilfredsstillelse, undertiden - men langtfra altid - sanselig tilfredsstillelse og bud på tankegange, der udfordrer vaneforestillinger. Alle disse mange forskellige former for oplevelse opstår for den, der spiller billedkunstens spil. Oplevelsen set under ét er flerdimensionel, fordi den omfatter både intellektuel, sanselig og erkendelsesmæssig tilfredsstillelse. Tilsammen kan de udløse selvfølelsen i en uafgrænset tilværelsesfylde for at bruge Per Aage Brandts udtryk.
Der er dermed god grund til, at nogle mennesker vælger at beskæftige sig med faget billedkunst.
Den traditionelle indgang til kunstoplevelse, som Arthur Danto har parodieret, hvorefter det forventes, at iagttageren skal standse op med udråbet ”hvor smukt”, ”hvor harmonisk” ”hvor smagfuldt”, lukker i hvert fald for en dybere forståelse af, hvad billedkunst handler om.