21. Henri Matisse: Stor rosa nøgenmodel (1935)
Henri Matisses maleri "Stor rosa nøgenmodel"(Grand Nu Rose) findes på hjemmesiden "artbma.org/flash/coneflash.html". Klik på "Matisse in the Cone Collection" og derefter på teksten "Matisse was fascinated with his own creative process".
Den franske maler Henri Matisse (1869-1954) er lige så respekteret for sin kunst blandt de kunstkyndige som han er populær hos det store publikum. Stor rosa nøgenmodel fra 1935 er et passende grundlag for mit analyseprojekt.
Billedet forestiller en liggende nøgen kvindelig model. Hun fylder hele billedfeltet i en sådan grad, at der dårligt nok er plads til hele figuren. Hun er anbragt på et blåt leje, antageligt et tæppe med hvide tern. Billedets baggrund er hvid med grønne tern, måske fliser. Forgrund og baggrund er placeret i fladen som et mønster på et tæppe. Som mellemgrund optræder noget, der minder om en sofaryg, og en ubestemmelig figur, der måske er en del af sofaryggen, måske en del af forgrunden. Farverne er få og enkle, kroppen rosa, tæppet køkkenblåt, hvide fliser med grønne fuger. Der er ikke gjort forsøg på at afbilde modellens runde former som tredimensionale eller angive den skygge, som modellen sandsynligvis ville kaste på tæppet. Hun er gengivet summarisk som var hun klippet ud i papir. Tæppet og flisevæggen er også summarisk beskrevet, tæppet som set lige ovenfra og flisevæggen set lige fra siden. Her bliver der ikke gjort rede for det tredimensionale billedrum med planer og perspektiv, lige så lidt som der bliver gjort rede for den sete form og de sete farver, sådan som forgængerne Manet og Cézanne ville have gjort det hver på deres måde.
Alligevel har de tre kunstnere noget tilfælles: udgangspunktet for dem alle er den sete virkelighed.
Manets originalitet belyses bedst, når man sammenligner ham med hans forgængere. Men hos Matisse træder originaliteten frem, når man sammenligner hans sene værker med de tidligere værker.
I hans første billeder brugte han farven på traditionel vis til at gøre rede for modellens belyste side og den side, der ligger i skygge.
I de senere malerier arbejder han med farvernes egenværdi. Han prøver på at få baggrund og forgrund til at vibrere i forhold til hinanden, sådan som vi kan se det på billedet af den rosa nøgenmodel, fx komplementærfarverne rød og grøn, blå og orange og tilnærmelser til disse farver. Farven bruges ikke længere til at illudere virkelighed. Den illuderer ikke, den er fysisk virkelighed.
De linier, der i Matisses tidlige billeder blev brugt til at gøre samvittighedsfuldt rede for figurernes skulpturelle former, trækkes op i billedfladen som arabesker. Han giver også afkald på at bruge linien til at illudere virkelighed. Også den bliver til fysiske, håndgribelige streger på billedets fysiske flade. Den får karakter af objekt.
Matisses første malerier blev udført efter de retningslinier, Manet og hans impressionistiske efterfølgere havde lagt for det moderne maleri: det sete overført til lærredet i overensstemmelse med de gængse billedkunsttraditioner, om end med de farver, som kunne registreres med det opmærksomme øje. Et eksempel er Gårdskarlen fra 1900, der findes på Museum of Modern Art i New York. Men undervejs i Matisses produktion flytter han sin interesse væk fra billedets fiktive billedrum over til billedet som fysisk realitet. Processen forløber over Kvinde med turban (The Baltimore Museum of Art, The Cone Collection) fra 1917 og Den rumænske bluse (Musée National d´Art Moderne, Centre Pompidou, Paris) fra 1940 for at blive bragt til sin konsekvente afslutning i Matisses sidste papirklip fra hans sidste år.
Med denne viden i baghovedet kan vi få øje på de begreber, som Matisse har sat i spil i Stor rosa nøgenmodel.
Indgangen til billedet er den store lyserøde kvindefigur på den køkkenblå baggrund, den røde lukkede form på en vigende blå grund. De to farver, der har næsten fysisk karakter, udgør næsten komplementære farver. Men systemet brydes på overraskende måde. De afviger netop så meget fra det komplementære forhold, at de begynder at danne deres eget vibrerende rum.
Dette mønsterbrud skaber realistisk billedvirkelighed, men på en helt anden måde end den traditionelle illusion af det tredimensionale rum.
Det arabeskagtige mønster danner et spor, som betragteren kan følge rundt på modellens krop. Det giver en sanselig resonans hos betragteren, som om man følger formen med sine hænder. Den rumlige, fysisk/sanselige oplevelse, som Matisse har haft ved at se og røre ved en smuk menneskekrop, er blevet oversat til lærredets todimensionale flade. Herfra genopstår den i sin fysiske kvalitet i betragterens bevidsthed. Omtrent som et stykke kammermusik, der har været vejen omkring en digital komprimering, genopstår i stereoanlæggets højtalere.
Linierne i Matisses model er ikke registreret nøgternt og objektivt som Manet ville have gjort det. I stedet er de blevet transponeret til billedvirkelighed. De skal ikke aflæses som forsøg på at illudere den sete virkelighed. Som Matisse selv sagde:
Hvis jeg mødte én på gaden, der lignede det jeg malede, ville jeg flygte forfærdet væk. Jeg maler et billede, jeg skaber ikke en kvinde.
Dermed har vi en brugsanvisning til det spil, som Matisse har konstrueret sig frem til i Stor rosa nøgenmodel.
Som i andre spil må man bruge den tid, der er nødvendig for at finde brikkerne og flytte dem i et forløb. Vi registrerer, at den objektive virkelighed, vi har lært af de traditionelle billedkunstnere og fotografer, trods den nøgterne titel ikke er til stede i Matisses billede. Vi kan ikke lave en tredimensional model på grundlag af figurens omrids, fordi den ikke kan overskues logisk. Linierne folder sig i hinanden. I stedet er der tale om farver og linier brugt direkte som fysisk, optisk og dermed kropslige begreber.
De begreber, der er sat i spil hos Matisse, omfatter blandt andet. følgende:
Spillets ramme
• Den rektangulære ramme fastlægger grænsen for spillet og skaber modsætningsparret Baggrund/Figur.
• Begrebsmønstret Kvindefigur/Tæppe.
• Farverne som det fysisk/optiske begreb Farve.
• Farvekontrasten Lyserød/Køkkenblå, der tilsammen udgør et optisk vibrerende farvefelt.
Spillets grundlæggende kontraster
• Kontrasten Lodret/vandret Geometrisk Mønster (i fliserne)/Organisk Mønster (i figuren).
• Arabeskmønstret i kvindefiguren iværksætter forløb med de kropslige begreber Spænding/Afslapning.
• Baggrundens Overskuelige Todimensionelle Mønster kontrasterer med kvindefigurens Uoverskuelige Tredimensionelle Mønster.
• Kontrasten mellem Normalafbildning og Stiliseret Afbildning, fx. figurens underdimensionerede hoved.
Når vi har afkodet de mange begrebsmønstre, der er sat i spil, kan vi gå i gang med at spille kunstværkets spil. Vi kan lede efter ligheder og kontraster mellem begreberne. Vi kan opleve, hvordan de forstærker hinanden, hvordan de snart kan opleves som forgrund, snart som baggrund for hinanden, flere mønstre med familieligheder, andre som modsætninger, snart parret på den ene led, snart parret på den anden. Vi oplever, hvordan begreberne blendes med hinanden under spillet og smelter sammen til nye begreber i spillet, der indgår i dette på lige fod med de direkte afbildede begreber.
Vi kan registrere, at den statiske, men vibrerende baggrund gør forgrunden mere dynamisk. Og omvendt. Vi kan sammenligne de enkelte liniers forløb, nogle der spænder sig op, andre der flader sig afslappet ud. Vi kan registrere kroppens rosa farve, der defineres af den køkkenblå baggrund, som på sin side får sin farve af kroppen. Vi kan opleve slægtskabet mellem de to farver på alle andre punkter end lige netop forskellen på farveskalaen og opleve dem under ét som en harmonisk og vibrerende klangbund for liniespillet.
Et kompliceret udsnit af den sete virkelighed er omsat til et simpelt spil på en todimensional flade, der snart kan opleves fra én synsvinkel, snart fra en anden. Alle disse dimensioner bidrager til at skabe et virtuelt rum, der kan opleves på mange ledder.
Matisse har som kunstner brugt al sin følsomhed, kreativitet og fantasi til at skabe dette spil, som foregår inden for de marginaler, der kendetegner den geniale musiker eller fodboldspiller. Den som har sans for disse marginaler, vil føle sig godt tilpas med Matisse som rundviser.
Stor Rosa Model er et mesterværk. Det er skabt af Matisse på et tidspunkt, hvor han indhøster resultatet af mange års overvejelser om muligheden for at udtrykke sanselige kvaliteter ved hjælp af visuelle metoder. Billedet viser på eksemplarisk måde, hvordan Matisse på original, logisk og konsekvent måde opdaterer maleriet. Med forholdsvis enkle elementer lykkes det ham at skabe et kompliceret oplevelsesspil. Matisse slår ikke større brød op end han kan bage. Han taler ikke om tilværelsens store eksistentielle spørgsmål. Som en fredelig bedsteborger nøjes han med at tale om billedet som velvære og vellyst. Men inden for denne beskedne ramme når han sin hensigt.
Litteratur:
Lawrence Gowing. Matisse. Thames and Hudson, London. 1979.
Alfred H Barr. Matisse: His Art and his Public. Museum of Modern Art, New York. 1951 (Genoptrykt 1966)