22. Diego Rivera: En fresco bliver til (1931)
Diego Riveras værk "En fresco bliver til" (la élaboración de un fresco) kan findes på hjemmesiden "diegorivera.com/murals/sfelabfresco.html".
Murmaleriet En fresco bliver til, malet af den mexicanske maler Diego Rivera (1886-1957) er en stor sag, der måler 5,68 x 9,91 m. Det kan opleves på en væg i San Franciscos Kunstinstitut.
En billedkunstner kan have flere grunde til at vælge store formater. Formatet kan bruges som et ærefrygtindgydende kultisk objekt, sådan som formatet i Barnett Newmans billede Vir heroicus er det, jf. kapitel 23. Det kan også være valgt af den simple grund, at kunstneren ønsker at blive kendt, lige som grafittikunstnere ønsker at blive kendt i offentligheden.
For Rivera var valget af de store formater - hans samlede produktion af frescomalerier dækkede et areal på 6000 m2 - af ideologisk natur. Han ønskede at skabe billedkunst, der kan ses af almindelige mennesker. For som han sagde:
Vi forkaster det såkaldte staffelimaleri og alle de ultrain-tellektuelle kredses kunst, fordi den er aristokratisk, og vi forherliger monumentalkunstens udtryk, fordi denne kunst ejes af almenheden.
Samtidig valgte han et medium, der var teknisk krævende og som forudsatte et arbejdshold af en vis størrelse. Han underspillede dermed sin rolle som kunstner og påtog sig i stedet, - lige som middelaldermalerne – rollen som håndværksmester. Også dette er et led i hans konsekvente kunstneriske projekt. Han bryder bevidst med forestillingen om, at kunstneren er et geni, og at kunsten er et budskab fra en højere verden.
Rivera havde rustet sig godt til sit projekt. Som ganske ung studerede han på et traditionelt kunstakademi med rødder i den klassiske billedkunst, inklusive proportions- og perspektivlære. I ungdomsårene studerede han de klassiske billedkunstnere i Pradomuséet i Madrid, i Toledo, i London og på Louvre i Paris. Senere blev han venner med den kunstneriske avantgarde i Paris: Amadeo Modigliani, Robert Delaunay, Fernand Leger, Marc Chagall, Juan Gris, Picasso, Chaim Soutine, Gino Severini, André Lhôte, Juan Gris, Jean Metzinger, Jacques Lipchitz og Henri Matisse - og de danske kunstnere Adam Fischer og Georg Jacobsen.
På opfordring af den politisk og kunstnerisk interesserede rektor for universitetet i Mexico, José Vasconcelos, studerede Rivera i næsten halvandet år renæssancekunst i Italien, især Giotto, Ucello, Mantegna, Tintoretto, Piero della Francesca og Michelangelo.
Med hele denne klassiske og moderne europæiske bagage vendte Rivera i 1921 tilbage til Mexico.
Min hjemkomst frembragte en ubeskrivelig æstetisk befrielse.
Jeg var lige midt i en billedmæssig verden, hvor former og farver eksisterede i deres renhed.--Borte var den tvivl og indre konflikt, som havde pint mig i Europa. Jeg malede lige så naturligt, som når jeg trak vejret, talte eller svedte. Min stil var skabt, som børn bliver født, på et øjeblik, bortset fra at fødslen var indtruffet efter 35 års pinsomt svangerskab.
Hjemkomsten var til et land, der henlå i et politisk og økonomisk kaos efter 100 år med kolonial udplyndring, krige, skiftende oprørsregeringer, kapitalistisk udbytning og borgerkrig. En ny revolutionær regering var trådt til for at rydde op i moradset. Den mente, at kunst og kultur kunne bidrage til at stabilisere forholdene og skabe en national samling.
Rivera, der var lige så interesseret i kunst som i politik, stillede sig gerne til rådighed dette projekt. Tanken om at skabe en nation ud af kaos passede til hans politiske og kunstneriske ambitioner.
Hans velgører José Vasconcelos, der i mellemtiden var blevet undervisningsminister, tog ham med på en rejse til det sydlige Mexico. På denne rejse oplevede han befolkningen og Mexicos arkæologiske fortid. Han blev klar over, at murmalerierne fra Aztekertiden var værdige sidestykker til den europæiske malerkunsts klassiske værker.
Riveras store projekt gik ud på at fusionere elementer fra det klassiske europæiske maleri og de modernistiske europæiske kunstneres maleri med den mexicanske fortidskunst og de præcolumbianske værker og gøre sit projekt tilgængeligt for almindelige mennesker.
Maleriet En fresco bliver til er et eksempel på denne strategi.
I billedet opererer han med en præcist defineret forgrund med personer, anbragt på en grundplan i et billedrum med klare perspektiviske sigtelinier. Det er et helt traditionelt afbildningsmønster med velkendte spilleregler.
Billedet er opdelt i tre fløje (triptychon). Dermed refererer det bevidst til det fromme religiøse italienske maleri fra det trettende århundrede. Det er ikke tilfældigt, at den centrale arbejder/ingeniørs er anbragt midt i billedet. Han iværksætter begrebet Frelseren, om end en humanistisk frelserskikkelse.
Personerne er gengivet med forenklede, afrundede former. De er inspireret af Giottos og Piero della Francescas værker. De er beregnet til at ses på afstand og skabt, så de svarer til den traditionelle frescotekniks krav om få detaljer.
De har tilmed den simple plakatvirkning, der gør billedet let at gå til for et publikum uden særlige forudsætninger. Det samme mønster får en dobbelt funktion.
Som i en række andre frescomalerier fra Riveras hånd er der valgt et farvemønster, der hovedsagelig omfatter jordfarver og sort. Det sikrer en ensartet farveholdning i billedet. Den lavmælte kolorit brydes af afgrænsede flader med lysende rødt, i stålkonstruktioner og i trøjer, fastlagt i et harmonisk og forudsigeligt billedmønster i sig selv.
Billedet er opdelt efter et geometrisk system, understreget af de afbildede bygningsdele. Dette geometriske system er i sig selv baseret på renæssancekunstnernes proportionslære, herunder brugen af det såkaldte gyldne snit, og den åndelige betydning, der er knyttet til denne harmonilære.
Proportionerne udgør i sig selv et dynamisk mønster, der fortsættes i dynamikken i de arbejdsaktiviteter, som finder sted i de enkelte billedfelter, hvor der løftes og sænkes, bores og mejsles, peges og drejes og skrues.
De overvejende mørke farver kontrasteres ligeledes med enkelte lyse farveflader, der igen - sammen med de øvrige billedelementer - komplicerer det i forvejen sindrige balancesystem. Alligevel er der tale om et harmonisk og dermed forudsigeligt overordnet mønster. Det danner billedets klangbund og giver beskueren ro til at beskæftige sig mere indgående med selve fortællingen i billedet. For ligesom fortidens billeder har også dette billede en fortælling, en yderligere dimension i værket.
I venstre sektion arbejder en billedhugger og hans hjælpere med at skære sten, andre arbejdere fortsætter processen, og øverst afsluttes sekvensen af nogle fabriksventilatorer, som Rivera opfattede som funktionelle skulpturer skabt af den industrielle nødvendighed. Nederst i midtersektionen studerer arkitekterne deres arbejdstegninger. I højre sektion håndterer ingeniørerne deres tegninger, arbejdere er i færd med at rejse elementer til de moderne skyskrabere, og en flyvemaskine afslutter billedet.
Billedet bruger dermed kunstnernes indsats omkring værkets tilblivelse som metafor for arbejdernes, arkitekternes og ingeniørernes indsats for at skabe en moderne industriby i USA. Der er tale om en hyldest til det arbejdende folk og til det teknologiske fremskridt på en tid, hvor en humanist måtte se dette som et alternativ til det eksisterende samfund med al dets håbløshed og mangler.
Men dette billede kan atter opleves som metafor for marxismens forhåbninger til kunstens rolle i det nye samfund: Kunstnerne som medarbejdere ved skabelsen af den nye by, og den nye by som metafor for det nye samfund.
Kunst kan bruges på flere måder. Æstetisk indstillede personer kan bruge kunsten til at holde virkeligheden på afstand. Diego Riveras billedkunstneriske projekt er et konsekvent kritisk/ideologisk projekt, der har til formål at gøre almindelige mennesker bevidste om deres betydning og menneskeværd. Ikke med opbyggelige socialrealistiske billeder, men i kraft af selve det billedkunstneriske udtryk og billedfortællingen.
Så længe værket har formel kvalitet, og emnet interesserer proletariatet, vil det kunne gøre arbejderen åben for sine omgivelser og dermed tjene den revolutionære proces.
Rivera opfattede kunst som en organisk og nyttig menneskelig funktion, lige så nødvendig for mennesker som brød, kød, frugt, vand og luft. Magthavere prøver altid på at styre kunsten. Det er nødvendigt, hvis deres magt ikke skal undermineres, udfordres og ødelægges af følsomheden, fantasien og rettighederne hos dem, der må bøje sig for magten--- fordi kunst er et af de mest effektive samfundsnedbrydende redskaber. Som et dialektisk modstykke prøver individer, grupper eller klasser, der ønsker oprør mod magthaverne altid at bruge kunsten og vende sig til den på grund af dens evne til at nedbryde udbytternes magt.
Men efter Riveras opfattelse var det var kunstneren som kunstner, der kunne bidrage til denne form for virksomhed.
Kun et fuldstændigt personligt, men totalt sandfærdigt udtryk er tilstrækkeligt til at opnå hans formål. Han er et individ identisk med de tusinder, der udgør arbejderklassen. Kunstneren skal ikke indtage en åndelig eller filosofisk attitude eller optræder som politiker. Han skal simpelthen være i forbindelse med sine inderste følelser.....Hvis en kunstner under disse omstændigheder maler et portræt og en blomsterbuket, bliver begge malerier revolutionære. Hvis en borgerlig kunstner derimod maler et maleri eller påtager sig at skabe en dekoration med en apoteose over den sociale revolution, vil det stadig være et borgerligt maleri.
Med den holdning er det ikke mærkeligt, at Diego Rivera blev smidt ud af det kommunistiske parti.
Diego Rivera er en moderne kunstner. Ikke kun fordi han som en anden postmodernist fusionerer præcolumbiansk kunst, middelalderkunst, renæssancekunst og moderne kunst. Først og fremmest fordi han væver hele dette apparat sammen med historiske, religiøse og politiske mønstre. Det kræver viden at fatte hele dette komplicerede mønsterværk, som bestemt ikke er særlig folkeligt. Alligevel er hans værker også umiddelbart tilgængelige for det folkelige publikum, der var hans egentlige målgruppe. Hans kunstneriske projekt er originalt og har haft betydning for en lang række amerikanske kunstnere, hvoraf mange har arbejdet som assistenter for ham. Billedet er - som hans øvrige produktion - et konsekvent udtryk for hans kunstneriske vilje. Han er et monument i Mexicos kunst og historie.
Og ikke et ord om hans kone!
Litteratur.
Juan O´Gorman: La tecnica de Diego Rivera en la pintura mural. Cuadernos de la revista Artes de Mexico, februar 1954.
Diego Rivera, A Retrospective. Founders Society Detroit Institute of Arts, 1986.
Diego Rivera, the Vitality of an Artist. Udstillingskatalog for Kunstforeningen i København, 26. nov. 1999 - 27. februar 2000.