25. Bent Sørensen: Skulptur (1974)

Bent Sørensen. Skulptur. 1974. Gladsakse.

Billedhuggeren Bent Sørensens figur Skulptur står foran indgangen til den tidligere TV-by i Gladsakse. Det er en stor sag, der måler 8x3,5x4 m. Nogle af de ansatte gik uden om den i en stor bue, andre tog genvejen tværs igennem den. Den er nemlig udformet som en portal hen over den sti, der fører over parkeringspladsen til og fra bygningen.

Skulpturen hviler i sig selv og er sig selv. Den består alene af det, man kan se og opleve, hvis man ulejliger sig ud i Gyngemosen. Det er ikke nødvendigt med en særlig intellektuel bagage, at have kendskab til kunst- og litteraturhistorien, nymodens franske filosoffer eller græsk og nordisk mytologi. Man kan nøjes med at forholde sig til selve værket. Man behøver dårligt nok at se på den skyskraber, som danner baggrund for skulpturen. Skulpturen forholder sig ikke til bygningen, og højhuset ignorerer på sin side figuren i en slags væbnet neutralitet. Værket nøjes med at sætte rumlige elementer i spil efter de basale principper, man altid har kunnet finde i skulpturer, lige siden den ukendte stenaldermand formede den buttede statuette Venus fra Willendorf. Den sætter basale kropslige begreber i spil.

Ordet "rum" bruges i mange betydninger. En køkkenskuffe kan have flere rum, man kan tale om en tre-rums lejlighed og man kan sende en satellit op i verdens-rummet. Det rum, som billedhuggere og arkitekter beskæftiger sig med, er imidlertid mere i familie med det rum, som en kat oplever, når den kravler ned i en papkasse eller op på den øverste hylde i reolen, og børn dyrker, når de bygger huler i haven eller fremtryller grotter med et tæppe mellem to stole i stuen. Eller det rum vi oplever, når vi går fra et skovbryn ind i en skov. Der sker noget, når vi går fra et snævert våbenhus ind i et gotisk kirkeskib. Vi får en rumlig oplevelse.

Billedkunstnere, især billedhuggere og arkitekter fascineres af rummet. De er optaget af, hvad der sker, når man skaber hul i noget massivt, eller placerer en kasse, en cylinder, en kugle, en kegle eller mere sofistikerede former i tomme omgivelser. Fx et lokale, som ingen i forvejen har opfattet som rum, højst som en lokalitet med vægge.

Med de rigtige proportioner kan der ske det, at lokalet bliver til rum, og dermed noget andet og mere end lokalet og det volumen, der er blevet anbragt i lokalet. Vi kan opleve, at en lokalitet ikke bare er endestation for busser, men en plads med en særlig rumlig karakter. Husum Torv er en lokalitet. Men Amalienborg Slotsplads er et rum. Sidstnævnte plads er skabt i en bevidst leg med rumskabende elementer: pladsens ottekantede form og udstrækning, de omgivende palæers dimensioner og rytterstatuen med Frederik V på sin sokkel. Det er et symmetrisk statisk rum omkring monumentets lodrette akse, fremhævet af Jacques Salys statue på sin voluminøse sokkel. Pladsen er som de fleste arkitektoniske rum beregnet til at opleves indefra, selv om rytterstatuen på sit solide fundament selvfølgelig skal opleves udefra. Arkitekten arbejder med simple og forudsigelige rumlige begreber, som brydes på en uforudsigelig måde. Sådan kan man skabe rumlig betydning.

Man kan nok stå inde under Bent Sørensens skulptur. Den minder også i størrelse om et stykke arkitektur med bygningsagtige dimensioner. Men der er dog først og fremmest et volumen, beregnet til at opleves udefra.

Slotspladsen kan med sin symmetri og statiske akse opleves som noget ophøjet roligt og majestætisk, en hilsen fra en tid da man endnu forestillede sig, at tilværelsens problemer kunne afklares ved hjælp af fornuftens ideal.

Bent Sørensen har som alle vi andre lært, at rationalitet har sine grænser. Han har valgt at skabe en asymmetrisk og dynamisk skulptur, bygget op over en skrå akse. Den har ingen sokkel, men hviler direkte på jorden med minimal støtte mod underlaget. Trods sin tyngde afspejler den nutidens omskiftelser og uro.

De klodser, der indgår i skulpturen, er taget hver for sig ret simple og overskuelige. De er lavet af plader af cortén-stål, svejset sammen til lukkede kasser, der illuderer massivitet. Vi registrerer en L-formet klods, hvis ene ben danner sidestøtte og hvis andet ben fungerer som overligger. På overliggerens overside er der anbragt en firkantet klods, og på undersiden er der hæftet en anden klods af nogenlunde tilsvarende størrelse.

Overliggeren hviler på en sidestøtte formet som et lille n. Sidestøttens ene ben hviler på en bueformet klods med buen opad. Selv om alle disse elementer er skæve eller skævt afskåret, er de ikke mere komplicerede, end at de kunne have været fremstillet ved hjælp af en computers CAD/CAM program og dermed med en matematik, beslægtet med 1700-tallets rationelle idealer.

Men selve skulpturen er uoverskuelig og unddrager sig en fornuftsmæssig beskrivelse. Vi kan ikke engang vælge ståsted over for den. Dens skæve akse tvinger betragteren til at bevæge sig rundt om skulpturen. Vi kan ikke nøjes med at se på den fra et bestemt punkt, men er så at sige nødt til at opleve den med hele kroppen. Selv om man går rundt om værket, er det svært at registrere, hvordan billedhuggeren har båret sig ad med at konstruere det. De imaginære rum, der opstår omkring skulpturen undervejs, står i vejen og fortrænger éns evne til at se nøgternt og rationelt på værket. I stedet oplever man en række rumlige elementer i et roterende samspil.

På turen rundt om værket oplever man et bærende bygningselement, der hælder mod højre. Man ser det dreje i retning af lodret, blive dækket og fortrængt af andre bygningsmassiver, der optræder først i forkortning, siden i fuld størrelse og så på ny i forkortning. De afslører deres skjulte sider, dækkes af nye massiver, der gradvis vender ryggen til og viser sig frem fra den modsatte side. Man ser elementer, der vokser sammen eller fra hinanden, indtil man er nået frem til det første element, der nu viser sig at hælde til venstre. Det hele er et spil af kontraster, mellem lige og krumme bygningsdele, mellem lodrette og vandrette dele, skrå og lige elementer, massive klodser og de hulrum, der opstår mellem klodserne. Det sker i en robust runddans, langsom og tung som en ballet af næsehorn.

Det er ikke uden grund, at Bent Sørensens monumentale Esbjerg-skulptur, som han med reverens til fiskerbyen kaldte Stor bølge, af det lokale folkevid er blevet døbt Elefanter, der knepper.

Bent Sørensen og hans forgængere er optaget af at skabe rum. Så kan den skeptiske læser spørge: hvorfor er dette rum så interessant - hvad skal vi med det?

Maleren Aksel Jørgensen, som i en årrække var professor ved Det kgl. Kunstakademi og lærer for flere generationer af kunstnere, herunder også Bent Sørensen (og denne bogs forfatter) var optaget af billedkunstens traditioner for at skabe rum. Han pegede på rummets betydning for tænkning og fantasi. Man tænker så godt, når man går i skoven, sagde han. Aksel Jørgensen var billedkunstner, der var klar over, at det æstetiske rum i øvrigt ikke kun hører hjemme i arkitektens og skulptørens tredimensionale verden. Som det fremgår af de foregående kapitler arbejder mange malere også med det tredimensionale rum, omsat til den todimensionale billedflade, fra Manets klassiske, fiktive billedrum til Cézannes og Matisses anderledes billedrum.

Der er ikke tvivl om, at vi påvirkes af rum i den kvalificerede betydning af ordet. Kattens og barnets umiddelbare kropslige fornemmelse af rummets fysiske realitet tyder på, at vi voksne mennesker fornægter en menneskelig dimension i os, hvis vi bestrider, at rumoplevelse er væsentlig for os. Vi besidder en bevidsthed, indrettet på at forholde sig til basale rumlige kategorier, begreber som Indeni og Udenpå.

Som Bent Sørensen har formuleret det:

Dette med rummet har intet at gøre med stort eller småt. Jeg har set skulpturer på 10 cm´s højde, med minimalt materialeforbrug, som var mere rumskabende, gav mere rumfornemmelse end kolossalstatuer lavet af 10 tons bronze. Nu er der det ved rum, at der er mange slags rum. Der er det lille rum atelieret, hvor man arbejder omgivet af vægge og loft. Der er haven ude i det fri under åben himmel. Der er byrummet med dets mange lodretstående sætstykker. Der er landskabet med dets mange vandretgående bevægelser. Og der er tusind andre rum. Der er fx ens eget psykiske rum, der måske giver en lov til at bevæge sig frit og ubesværet i rummet uden at låse sig fast i vedtagne normer og konventioner.

Næ - rummet er noget underligt noget. Der er ligesom ikke noget at gøre ved det. Det kan ikke indkredses, det kan ikke fanges, måske skulle man lade det være. Det er nok det klogeste at lade som ingenting og ignorere det.

Bent Sørensens Skulptur er bygget over en enkel og simpel dimension: tunge klodser i varierende former, der danner et virtuelt rum, hvis man stille og roligt går rundt om værket og oplever dem i forhold til hinanden i et forløb over tid. Spillet er gennemført med former, der er beslægtet med hinanden og alligevel forskellige. Skulpturens enorme dimensioner er bevidst valgt, som en dimension i sig selv. Det samme er den robuste materialevirkning, det grove brune cortén-stål med mindelser om tykhuders panser. Det passer til den tunge og langsomme dans, mellem positive og negative volumener, der er bearbejdet så de danner et konsekvent forløb af rum i interaktion med hinanden.

Bent Sørensens skulptur er baseret på traditionen, som han tilfører sin personlige bidrag. Han gør det konsekvent og præcist. Han beskæftiger sig ikke med store eksistentielle spørgsmål, men er optaget af det fællesmenneskelige fænomen rumoplevelse. Og det er godt nok.

Litteratur:

Udstillingskataloget STEN, JERN, BRONZE, Århus Kunstforening 1981.

Tilbage til hovedside