4. Kunstværket som betydningsspil

Saul Steinbergs vittighedstegning Klaverspiller findes på hjemmesiden cartoon.bank.com – udfyld søgefeltet ”Entire Site” med ordet ”Steinberg” og find billedet på side 6 i tredje række!

Som tidligere nævnt kan billedkunstens værker opfattes som visuelle betydningsspil. Men billedkunst er en særlig kvalificeret form for betydningsspil. Kunstværker udmærker sig ved at være originale og autonome. Hvad der nærmere ligger i disse begreber, er omtalt i de to følgende kapitler, kapitel 5, Billedkunst er Original, og kapitel 6, Billedkunst er Autonom.

Dette kapitel dokumenterer, at et uambitiøst lille kunstværk, en tegning af en koncertpianist udført af den amerikanske billedkunstner Saul Steinberg, kan opfattes som et visuelt betydningsspil, bygget op ved hjælp af et antal af visuelle begreber.

Saul Steinberg har udført en lang række tegninger af denne art, som er offentliggjort i det amerikanske tidsskrift The New Yorker. Hans værker er lettilgængelige, men ikke desto mindre har de været udstillet på kunstmuseet Louisiana og dermed fået det blå stempel som ægte billedkunst.

Steinbergs koncertpianist kombinerer i det mindste seks forskellige begreber eller mønstre. Det er spillets brikker.

1. mønster: Et skraveret felt, der angiver spor efter en voldsom handling. Dermed visualiseres et kropsligt begreb, som alle kan afkode uden særlig vejledning, begrebet Voldsomhed

3. mønster: sky

1. mønster: heftig skravering

2. mønster: klaverspiller i tegneseriestil

4. mønster: Begrebet piano

5. mønster: figur-grund ude af balance

6. mønster: anormale størrelsesforhold

2. mønster: Klaverspiller i tegneseriestil med hænderne tegnet med tegneseriens konventionelle symbol på bevægelse.

• 3. mønster: Begrebet Indramning. Billeder har normalt en firkantet ramme, der angiver hertil og ikke længere. Det tænker beskueren ikke over. Men her får rammen betydning, netop fordi den er anderledes end en normal ramme. Den er formet som en sky eller en ramme uden grænse. Dermed visualiseres begrebet Uendelighed/Uafsluttethed.

•4. mønster. Omridset af et piano i overensstemmelse med sædvanlig tegneseriestil, symbolet piano

• 5. mønster. Klaverspilleren er forgrundsfigur i billedet. Efter sædvanlige billedkunstneriske traditioner anbringes forgrundsfiguren eller forgrundfigurerne på velafbalanceret måde i billedet. Her er figuren anbragt i en usikker position på billedets baggrund og angiver begrebet Usikkerhed og Ubalance. Det visualiserer, at pianisten ikke håndterer situationen, musikken håndterer ham.

• 6. mønster: Relationen Klaverspiller/piano. Instrumentet er større og spilleren mindre end normalt. Billedet gør dermed brug af det perspektiv, som rangerer billedelementerne efter betydning, en sædvanlig metode i billedkunst. Det fortæller endnu engang, at instrumentet behersker pianisten mere end pianisten behersker instrumentet.

Steinbergs Klavervirtuos er et spil, hvor en række forskellige begrebsmæssige elementer forenes i et overordnet mønster. I spillet kan beskueren finde ligheder og forskelle på kryds og tværs i billedet. Mønstrene definerer og forklarer hinanden, fremmer hinanden, reagerer med hinanden, blandes til nye mønstre. Tilsammen udgør de et betydningsspil, der er åbent for fortolkning.

Mønstret spiller/instrument angiver billedets emne og præciserer, at skraveringen skal opfattes som metafor for den musik, virtuosen spiller. Selv om han er central i billedet, undertrykkes han helt af det store, abstrakte og skraverede baggrundmønster, der vokser ud af hans fingre. Skraveringen bliver endnu voldsommere, når det ses sammen med den spinkle spiller.

Pianisten bliver endnu mere skrøbelig, når han ses i forhold til den uendelige form, som dannes af skraveringen. Samtidig er han placeret på en usikker plads i billedet, som forgrundfigur ude af balance med baggrunden, og det omvendte perspektiv, der angiver at musikken er af større betydning end spilleren, fortæller, at musikken er større end han.

Når tilskueren oplever disse mønstre i deres samspil, får de flere betydninger, som et mønster med sit eget energiske udtryk, som afbildning af en koncertpianist i fuld vigør og som afbildning af, hvordan pompøs klavermusik - måske Beethovens Kejserkoncert - ser ud, når den oversættes fra lyd til billede. Der er skabt rum for fortolkning. Taget hver for sig er mønstrene forudsigelige og uinteressante. Men i samspillet, hvor de definerer hinanden, fremhæver hinanden og interagerer med hinanden, opstår der ny betydning.

Foranstående analyse af Steinbergs lille kunstværk identificerer nogle af de begreber, der er sat i spil i værket. Nogle af disse begreber henviser til grundlæggende kropslige erfaringer, fx. balance/ubalance, voldsom/skrøbelig, væsentlig/uvæsentlig, som vi alle kan afkode og forholde os til. Derfor er billedet nemt at aflæse, i hvert fald for mennesker med interesse for til klassisk musik.

Tilbage til hovedside