5. Billedkunst er original
Som nævnt i kapitel 4 er billedkunst betydningsspil. Men ikke alle betydningsspil kan kaldes billedkunst. Den æstetiske teori opfatter egenskaberne Originalitet og Autonomi for at være karakteristiske for billedkunstens værker. Ordet originalitet giver sig selv og Autonomi er et græsk ord, der betyder selvstyre og uafhængighed af andre. Disse begreber behandles i dette og næste kapitel.
Det er ikke kun inden for billedkunst, at disse begreber har særlig betydning. Originalitet og autonomi spiller også en rolle i videnskabens verden. Videnskab, der fremlægger banale resultater eller resultater kopieret fra andre videnskabsmænd i videnskabsmandens eget navn, opfattes ikke som rigtig videnskab, og videnskabsmænd, der ukritisk leverer resultater, der er bestilt af deres kunder, men som ikke kan bekræftes af andre videnskabsmænd,opfattes ikke som seriøse.
Kapitel 17 handler om en ung mand, der ville være digter til påske. Problemet var, at han havde svært ved at hitte på, fordi hans forgængere havde skrevet om alt, hvad der var værd at skrive om. Kravet til såvel poesi som billedkunst er originalitet, dvs. kreativ eller nyskabende virksomhed. Det handler om om skabe noget nyt.
Hittepåsomhed er kreativ. Men kreativitet er ikke nok til at skabe billedkunst. De provokerende værker, som publikum udsættes for i vore dage og som eksperterne betegner billedkunst, kunne friste folk til at tro, at det er tilstrækkeligt at hitte på noget, der aldrig er set før. Men det er ikke nok at præsentere rariteter som en udstoppet ko med et flag i enden eller Eiffeltårnet bygget op i øldåser. Indsatsen skulle gerne resultere i et betydningsspil, der er meningsfyldt.
Plagiater
Det modsatte af at hitte på er at kopiere eller plagiere. Lovgivningen om ophavsret til litterære og kunstneriske værker beskytter kunstværket, dvs. det nyskabte, det nye mod at blive plagieret. Den, som kopierer andres billedkunstværker og udgiver dem for sine egne, er tyveknægt og ikke billedkunstner Og den, som udfylder farvefelter efter en opskrift fra et hobbyfirma, sådan som tenoren Pavarotti gjorde det, er heller ikke billedkunstner.
Plagiatet, der næsten ligner det originale værk. opfattes også som kunsttyveri. I disse tilfælde er der ikke skabt et originalt værk. Dermed er der heller ikke tale om noget, der fortjener betegnelsen kunstværk.
Kopier
Undertiden kan man på de store muséer se folk, der sidder og kopierer de store klassiske maleres værker. Hvis det lykkes fuldtud, er der tale om en imponerende håndværksmæssig indsats. Resultatet af den er en kopi, der kan være interessant eller værdifuld som kopi betragtet.
Men heller ikke her er der tale om en original og skabende indsats i billedkunstnerisk forstand.
Kopier i stil med originalen
Er man kunstner, når man lurer en afdød forgænger kunsten af og skaber helt nye værker i den pågældendes stil?
Hvis de sælges med originalens signatur, er der tale om plagiat og bedrageri. Det var tilfældet med hollænderen Van Meegeren, der havde kastet sin kærlighed på Jan Vermeers 16-hundredetals malerier. Han reproducerede teknikken så godt, at de kunstkyndige ikke troede på, at han havde malet værkerne, før han havde demonstreret sine færdigheder i fængselscellen. Selv forbrydere kan have faglig stolthed.
Men hvis man vælger at udgive værkerne som ens egne produkter, er situationen lidt mere kompleks. Der er vitterlig skabt noget nyt, omend i forgængerens stil. Kan man så kalde sig billedkunstner?
Billederne nedenunder stammer fra et salgskatalog fra Santa Fe i Ny Mexico, USA. Her har en såkaldt kunstnerkoloni slået sig ned i Canyon Road, en bestemt gallerigade.
I turistguiderne sammenlignes den med New Yorks Soho. I gallerierne sælges der billeder med umiskendelig lighed med Cézannes, Monets og Van Goghs værker.
|
|
|
||||||||||
| frit efter De Chirico | ||||||||||||
| frit efter Monet | .frit efter Manet | |||||||||||
.
Ophavsmændene har sandsynligvis gået på anerkendte kunstskoler og studeret de berømte forgængeres arbejdsmetoder og stil. Værkerne ligner deres forbilleder så meget, at hvis ophavsmændene havde udgivet billederne som nyfundne værker af deres forgængere, og de kunstkyndige havde fundet ud af billedernes proveniens eller oprindelse, var “kunstnerne” blevet sigtet for forfalskning og bedrageri. Nu bliver malerierne solgt under ophavsmandens eget navn. “Kunstnerne” har måske en overbevisning om, at billederne har kunstnerisk kvalitet som de ægte billeder. De ligner de ægte kunstværker og finder givetvis afsætning blandt velhavende amerikanere.
Men de færreste kunstkyndige vil kalde sådanne værker for billedkunst. Santa Fe-kunstnernes projekt er at eftergøre deres forbilledes stil. Stilen som sådan bliver et forudsigeligt mønster. Den bruges som handelsvare og ikke som led i et betydningsspil. Der er ikke anden mening med indsatsen end at iværksætte begrebet, og et værk, der kun består af et begreb kan ikke "spilles".
Tilegnelse (appropriation)
Undertiden bruger billedkunstnere andre kunstneres værker som materiale for deres egne værker. Duchamp malede overskæg på en kopi af Leonardo da Vincis portræt af Mona Lisa og varierede endnu engang sit projekt om at forbinde den høje billedkunst med den prosaiske virkelighed. Asger Jorn brugte fidusbilleder, glarmesterkunst og rigtige kunstværker i sine såkaldte ”modifikationer”, ofte som baggrund for sine egne fantasifigurer. Claus Carstensen har medvirket til at grafittimalere har approprieret et af hans egne værker, omtalt i kapitel 26.
I disse tilfælde er der tale om brug af andres værker til at skabe et originalt nyt værk, der består i et spil mellem det oprindelige værk og modifikationen. Derfor kan sådanne værker kaldes kunstværker.
Kunstnere behøver ikke nødvendigvis at tilstræbe originalitet. Den originalitet, der må være til stede i et kunstværk, kommer ofte helt af sig selv, når blot kunstneren forfølger sit eget projekt samvittighedsfuldt. Kunstneren lægger sjældent ud med konkrete forventninger om at ændre kunsthistorien, lige så lidt som politikere vælger deres fag for at ændre verdenshistorien. Det udelukker naturligvis ikke, at et kunstnerisk projekt kan have dette direkte sigte. Det mente Édouard Manet, der var så sikker på sin mission, at han forventede at komme direkte ind på Louvre, jf. nærmere kapitel 19.
Den, som skaber noget afgørende nyt inden for videnskab, kunst eller teknik fortjener respekt. Man må tage hatten af for mennesker, der ikke stiller sig tilfreds med, hvad man plejer at gøre, og anviser nye og originale løsninger på de problemer, de tager fat i. Og hvis det bagefter viser sig, at deres indsats rent faktisk har påvirket udviklingen på området, er indsatsen særlig imponerende. Derfor vil fagfolk inden for det pågældende område omtale disse pionerer med ærefrygt, og historikerne inden for videnskab, kunst og teknik vil finde det værd at beskrive deres indsats og betydning.
Navne som Alfred Daimler, Henry Ford og Wankel spiller en stor rolle i automobilhistorien. Men den ingeniør, der får til opgave at konstruere en bilmodel, forestiller sig ikke nødvendigvis, at hans indsats skal være skelsættende. Bilhistorien er heller ikke interessant for den, der anvender bilen. På samme måde er der mange kunstinteresserede, der er mere interesseret i, hvad kunstværket kan sige dem personligt, end i værkets rolle i kunstens historie. Det sidste er af størst interesse for fagets eksperter.
En række store billedkunstnere har på tilsvarende enestående måde anvist nye veje i billedkunsten. Det gælder fx. den italienske renæssancekunstner Giotto og den moderne amerikanske billedkunstner Andy Warhol. Nogle af dem er omtalt i de senere kapitler i denne bog, fx Édouard Manet og Paul Cézanne, som Picasso omtalte som "vores allesammens far". De udgør højdepunkter i kunsthistorien. Enhver kunstinteresseret kender deres navne. De kaldes undertiden for malernes malere.
Der kan dog også skabes væsentlig billedkunst inden for en given tradition. Ældre tiders store mestre kopierede direkte deres forbilleder som led i deres uddannelse. Det var en måde at lære professionalisme og konsekvens i værket. Inspiration fra forgængerne findes i de fleste billedkunstneres arbejder, selv fornyere som Picasso og Matisse bygger i vidt omfang på inspirationen fra Cézanne. I den forstand er de traditionalister. Men samtidig tilfører de traditionen nye idéer. I den forstand er de originale.
Arkitekturen har sine berømte fornyere. Renæssancearkitekten Andreas Palladio og forrige århundredes mestre le Corbusier og Frank Lloyd Wright har været inspiration for mange senere arkitekter. Andre bygger mere eller mindre direkte på erfaringerne fra deres forgængere. Arne Jacobsens værk SAS-huset (1959) i København og kunstmuseet Arken i Ishøj er eksempler på bygninger, hvis umiddelbare forbilleder let kan eftervises, for SAS-husets vedkommende arkitekterne Skidmore, Owings og Merrills Lever House i New York (1952).
På Statens Museum for Kunst står en installation af Kurt Trampedach med titlen “Morgen”. Den består af en rigtig seng med et stærkt krøllet lagen, samt to gipsfigurer, afstøbninger af rigtige mennesker, forsynet med hår og glasøjne, og bemalet med hudfarve. Denne gruppe er skabt med kraftig inspiration fra to amerikanske billedkunstnere, Duane Hanson og John de Andrea. De skabte også realistisk udførte gipsfigurer, den førstnævntes med glasøjne, hår, hudfarve og rigtigt tøj. De var på deres side inspireret af Marcel Duchamps ready-mades, cykelhjul, tørrestativer og urinaler i museale omgivelser. Nu er der tale om livagtige menneskeskikkelser, lige så prosaiske som de nævnte brugsgenstande, der atter gennemspiller forholdet mellem billedkunst og social virkelighed. Kopivirksomhed eller originalitet? Der er nogle, der har peget på, at Morgen er så originalt og banebrydende, at det har inspireret selveste Duane Hanson. Men helt ærligt: Hanson kom faktisk først!
Det er ikke altid let at finde ud af, om den kunstner, der går i gang med at lave opfindsomme værker, gør det for at posere som banebrydende kunstnere eller bruger disse strategier kreativt som dimensioner i et meningsfyldt kunstnerisk spil. Er den, der pakker monumentale bygninger ind i plast, som Christo og Jeanne-Claude gør det, maler billeder på hovedet, som den tyske maler Georg Baselitz gør det, udstiller sin onkels, datters eller grafittimaleres værker som sine egne, sådan som den danske billedkunstner Claus Carstensen gør det, hittepåsomme eller grænsebrydende kunstnere? Handler det om PR-stunts eller om store kunstværker?
Fra tid til anden vender billedkunstnere sig mod tidligere tiders kunst og skaber værker i tidligere tiders stil. Det gælder fx. de såkaldte nyrealister, der skaber malerier i samme stil og med samme emner som fx de danske guldalderkunstnere i noget, der kan kaldes fotografisk realisme.
Kopikunst eller selvstændig, kreativ indsats? Og hvis det sidste er tilfældet, består indsatsen så i at minde moderne mennesker om nogle klassiske kunstneriske værdier, som er på vej til at forsvinde i provokerende og sensationel billedkunst og et samfund, der har mistet pejlingen i markedssamfundets overfladiske værdier?