8. Hvad er billedkunst?
Det særegne ved billedkunstens værker kan indkredses ved et tankeeksperiment.
Lad os forestille os, at vi har fået til opgave at bedømme de flere tusinde værker, der er sendt ind til Charlottenborgs Forårsudstilling.
Hvordan skelner man mellem værker uden kunstnerisk værdi, fx.amatørarbejder, og rigtig kunst? Hvad er grundlaget for at foretrække visse kunstværker frem for andre, når vi skal tage hensyn til den begrænsede udstillingsplads på Charlottenborg? Hvordan når vi frem til et resultat, som vi kan forsvare over for os selv, bestyrelsen, publikum og de håbefulde indsendere?
I virkelighedens verden sidder der billedkunstnere i denne censurkomité. De tilslutter sig i praksis den institutionsteori, der er beskrevet i indledningskapitlet De støtter sig ikke til teoretiske betragtninger, men gør brug af den praktiske viden, der har erhvervet sig ved at beskæftige sig med faget. Og det fungerer da også i den praktiske virkelighed.
Men med synspunktet billedkunst som et visuelt betydningsspil bliver det muligt at sætte ord på nogle af de tanker, de gør sig undervejs.
1. Er værket et betydningsspil?
Først må vi finde ud af, om værket overhovedet er et betydningsspil, eller sagt med et udtryk, der ofte anvendes af de sagkyndige: Er der noget i det?".
I et betydningsspil må der i det mindste være to billedbegreber eller kategorier på spil. Det er tilfældet er i det typiske slangudtryk, fx. udtrykket Sekstrabladet, der kombinerer begrebet Sexannoncer og det velkendte formiddagsblad Ekstrabladet, og udtrykket Ispahøj, der kombinerer begrebet Det eksotiske Ispahan i Iran med begrebet Forstadsbyen Ishøj. Et værk, der kun repræsenterer et enkelt skema kan ikke spilles. Den, som - inspireret af Marcel Duchamp, jf. nærmere det følgende kapitel - sender en brugsting, fx. en håndvask, ind til bedømmelse, må være klar over, at den næppe vil finde nåde hos komitéen. Idag repræsenterer en brugsting på en kunstudstilling kun kategorien Brugsting, fordi det er ikke længere usædvanligt at finde sådanne ting på udstillinger og museer. De kan ikke længere gå i dialog med omgivelserne og iværksætte dem som brikker i spillet, sådan som de kunne i sin tid.
Når betydningsspil er brugt længe nok, afgår de ved døden som betydningsspil. Det sker på samme måde som når sprogets slangudtryk med tiden forvitrer og bliver til døde metaforer. Det er heldigt for sproget, der overtager disse døde metaforer som nye begreber i sproget og dermed bliver rigere. Men det er uheldigt for det betydningsspil, der i sin tid har skabt begrebet.
Hvis det indsendte værk indeholder begreber, der er brugt så mange gange, at de er smeltet sammen til ét begreb, kan værket ikke fungere som betydningsspil. Billeder af grædende børn gentager de billeder, vi kender fra glarmesterens vinduer, det samme gælder for billeder brølende hjorte i et skovparti. Derfor kan vi med sindsro refusere den type værker.
Selv om det indsendte værk indeholder flere begreber, der kan opleves hver for sig, er det ikke sikkert, det kan spilles. Hvis de ikke forholder sig meningsfuldt til hinanden, opstår der ikke noget spil.
Amatørkunstnere arbejder med følelser og fornemmelser, citater fra forbilleder og lærdom fra den lokale maleskole. Men elementerne optræder tilfældigt og usystematisk og får aldrig karakter af et spil. De kan ikke avle ny betydning.
Her må komitéen konkludere, at der ikke er tale om et betydningsspil. Der er ikke noget i det!
Det er ikke altid lige let for en censurkomité at finde frem til de kategorier, som indgår som elementer i et indsendt værk.
Det krævede betydelig fantasi til at forestille sig, at den kategori, som Marcel Duchamps pissoirkumme gik i dialog med, var selve udstillingsbygningen, jf. nærmere kapitel 9.
Undertiden er værkets brikker ikke umiddelbart til stede i selve værket, men underforståede. Det er tilfældet er i Tony Blair-vittigheden, omtalt i kapitel 3. Den forudsætter paratviden om international politik hos modtageren. Uden denne viden kan vittigheden ikke opleves som et spil.
I Edouard Manets billede, analyseret i kapitel 19, er den traditionelle måde at lave billedkunst på ikke umiddelbart til stede i billedet. Den er underforstået som kategorien Traditionel Billedkunst og indgår som underforstået begreb i spillet.
Der er således mange faldgruber for dem der skal finde frem til, om et indsendt værk kan opfattes som et betydningsspil. Det er nyttigt for censurkomitéen at råde over folk, der er hjemme i billedkunstens verden og i stand til at identificere de kategorier, værket henviser til, ikke mindst hvis henvisninger går på tidligere tiders kunst.
2. Værket som et aktivt betydningsspil
Den næste diskussion i komitéen kunne være en drøftelse af, om værkets betydningsspil afføder ny betydning.
Der skabes ny betydning, når begreberne Ispahan og Ishøj forenes i slangudtrykket Ispahøj. Det visualiserer et eksotisk bybillede, som indtil for få år siden har været ukendt i Danmark.
Det siger ikke noget, når man kombinerer begreberne Bedstefar og Farum til Bedstefarum. Det er de færreste mennesker, der kan få mening ud af denne sammensætning. Den er steril og kan ikke avle betydning!
Hvis man finder på at anbringe en strømpe i en blender, kombineres disse to begreber nok som modsætninger. Men de reagerer heller ikke med hinanden på en måde, så der opstår ny betydning.
Måske har indsenderen af produktet vedlagt et lille brev, hvori han forklarer, at hans lille søn havde fået at vide, at han havde ål i strømperne. Derfor havde han foreslået at putte strømperne i blenderen for at lave ålesuppe. Denne viden giver spillet en vis mening. Men den betydning, der aktiveres, er privat. Denligger uden for selv de kunstkyndiges referenceramme. Derfor hører strømpeblenderen i bedste fald hjemme i dagligstuen, ikke på en offentlig kunstudstilling.
Et værk kan således opfattes som et professionelt betydningsspil, 1) når de begreber, der er sat i spil i værket, er præsenteret så præcist, at de kan opleves som kategorier, 2) når alle disse kategorier kan afkodes som ligheder eller modsætninger, 3) når sammenligningen af kategorierne siger noget, dvs. udløser en eller anden form for betydning og 4) når denne betydning kan interessere offentligheden..
Alt dette kan afgøres af mennesker, som har beskæftiget sig professionelt med billedkunst. Det er håndværket bag spillet, og det kan vurderes ved hjælp af forholdsvis håndfaste kriterier, jf. nærmere afsnit II.
3. Er værket originalt?
Det næste, som komitéen kan give sig til at diskutere er, om værket er originalt. Som nævnt i kapitel 5, Billedkunst er Original, er dette en forudsætning for, at man kan kalde det et kunstværk.
Plagiater har ikke kunstnerisk værdi, fordi de ikke er resultatet af en selvstændig kreativ indsats. Værker, der er så stærkt påvirket af et forbillede, at man kan tvivle på, om ophavsmanden har udøvet en selvstændig indsats, vil heller ikke blive opfattet som billedkunstneriske værker.
Det er ikke altid let at finde ud af, om der er tale om plagiater eller kraftig inspiration fra tidligere kunstnere. Derfor er der også her er brug for komitémedlemmer, der har kendskab til fagets traditioner og historie og dermed kan vurdere, om der er skabt noget selvstændigt.
4. Er værket autonomt?
Billedkunst er en fri og uafhængig virksomhed, der handler om at undersøge og skabe betydning ved hjælp af betydningsspillets metode, jf. nærmere kapitel 6, Billedkunst er autonom.
Kunstværker er betydningsspil, hvori kunstneren afprøver bæredygtigheden af sine idéer. De docerer ikke skråsikre løsninger, men muligheder, og foregår på lige fod mellem ophavsmand og modtager i et fælles forståelsesrum.
Modsætningen til denne fri og uafhængige, autonome virksomhed, er betydningsspil, hvor betydningen er givet på forhånd. Reklamer og politisk og religiøs propaganda opfattes i reglen ikke som billedkunst.
Billedhuggeren Jens Galschiøts politiske værker, der omfatter afbildninger af svinehunde og en frihedsgudinde med en forurenende fakkel, illustrerer politiske korrekte idéer, som i forvejen findes formuleret i bestemte politiske programmer. Derfor er hans værker ikke interessante som kunstværker, kun som lærebogsillustrationer.
Censurkomitéen må følgelig i gang med at diskutere, om der er tale om et autonomt kunstværk eller et arbejde, der formidler noget, der er givet i forvejen, uanset hvor sympatisk formålet med værket kunne være.
5. Er værket væsentligt?
Den afsluttende diskussion i komitéen kunne dreje sig om værkets væsentlighed, dvs. den betydning, det måtte antages at have for andre mennesker, det relevans.
Billedkunst skabes sædvanligvis for at afprøve, hvad der er væsentligt for ophavsmanden selv og/eller offentligheden.
Nogle værker tager eksistentielle emner op, andre beskæftiger sig med problemer af interesse for selve mediet billedkunst og atter andre er spil mere eller mindre for spillets skyld. Nogle skabes, fordi det giver ophavsmanden et ”kick”, andre skabes, fordi ophavsmanden har et såkaldt ”budskab”.
Med kriteriet væsentlighed er vi i gang med at vurdere det enkelte kunstværks kvalitet i forhold til andre kunstværker. Vi er i gang med at prioritere mellem, hvad vi synes er værd at udstille og dermed bringe til offentlighedens kendskab.
Her kommer vores samvittighed på en afgørende prøve. Vi skal se på almenhedens interesse, ikke på vores egne kæpheste. Vi har alle vore egne referencerammer og værdier og kan føle os gået for nær, hvis de bliver udfordret og provokeret af andre. Selv kunstnerkolleger bragt sammen i en censurkomité kan have svært ved at abstrahere fra deres egne meninger om, hvad der er væsentligt og hvad der er uvæsentligt.
Her kommer spørgsmålet om den kunstneriske ytringsfrihed ind i billedet. Det er filosofien blandt det såkaldte armslængdeprincip i kulturpolitikken og det dermed forbundne ønske om, at der skal ske løbende udskiftning af de eksperter, der har ansvaret for at vurdere og udvælge billedkunst.
Fra denne diskussion i en imaginær censurkomité kan vi uddrage følgende bud på en definition af begrebet billedkunst:
Billedkunst er professionelt udførte visuelle betydningsspil, der stiller begreber eller kategorier sammen på original måde. Der er tale om en synenergisk effekt, hvor begreberne belyser hinanden, forstærker eller opløser hinanden, indgår forbindelser med hinanden og skaber nye begreber.
Billedkunstens værker er selvstændige – autonome – i den forstand, at de ikke undergivet uvedkommende formål af kommerciel, politisk eller religiøs art.
Undertiden lægger sådanne værker op til diskussion om gyldigheden af de begreber, vi traditionelt bruger til at tænke med. Dermed er billedkunst en form for grundforskning i begreber.